Banner

Tour de Danmark - højt over landevejene

I Frankrig slider Tour-feltet sig gennem vejret uden at kny - stort set. Det kan være vådt og blæsende og når Touren når bjergene kan de være uheldige at køre dele af en etape i slud eller hagl. Men de kører ufortrødent videre og kun sjældent er det set, at  etape er blevet forkortet eller aflyst på grund af vejret.

Herhjemme er Tour de Danmark fløjtet i gang. Det er fjerde år i træk danske svæveflyvere samler familie og venner for at holde ferie i fly-karavanen, der følger feltet gennem landet i denne uge fra Nordvestjylland over bælterne til Sjælland. Touren startede søndag på Mors og slutter fredag i Kaldred, ved Kalundborg. 6 dage og 6 etaper, fra den ene svæveflyveklub til den anden.


Men vejret spiller ind i langt højere grad end i Frankrig. Sol skal der til, ellers dannes der ingen termik som kan bære feltet gennem ruten. Men sol er ikke nok: Luftlagene tæt ved jorden og op til omkring 1-2 km højde skal være let instabile. Dvs, temperaturen skal aftage med omkring 1 grad pr. 300m for at den luft der opvarmes ved jordoverfladen kan stige til vejrs og give løft til flyene. Hvis luften over jordlaget er for varm - og det kan den sagtens blive de første par dage - kan der ikke dannes disse bobler af opstigende luft vi kalder termik.

Et moderne svævefly har et glidetal på ca. 1:50. Dvs, at hvis man opnår en højde på 1km kan man glide 50km frem før man er nødsaget til at lande - hvis man ikke finder mere termik. Over vand kan man ikke forvente at finde termik på denne årstid, så strækket over Storebælt bliver en udfordring for feltet på torsdag.




Følg Tour de Danmark på www.tourdedanmark.dk

Se svæveflyvevejret på dmi.dk eller tekst TV side 434.

Yderligere oplysninger: Søren Brodersen, Tlf. 39157500.

DMI 8. juli 2002

spacer.gif
 Værd at vide
 spacer.gif