Tornado-rekord i USA I sidste uge fortalte dmi.dk at det amerikanske Midtvesten var 'hårdt ramt' af tornadoer. Nye tal retfærdiggør nu det ordvalg - for der var rent faktisk tale om en rekord. Mindst 40 mennesker mistede livet da et stort antal tornadoer, eller skypumper, i sidste uge ramte det amerikanske Midtvesten. En foreløbig opgørelse fra NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration) viser at perioden fra den 4. til d. 10. maj satte rekord hvad angår antallet af observerede tornadoer i USA på én uge - nemlig 384. Den tidligere rekord lød på 171 og var fra perioden mellem d. 12. og d. 18. maj 1995. Optælling af tornadoer begyndte i 1950. Også de 10 første dage af maj satte sig på en solid førsteplads. Inden 1. maj 2003 lød rekorden på 171 tornadoer (1999) - nu lyder den på 412. 
Antallet af tornadoer observeret i USA mellem 1. til 10. maj i perioden fra 1950 og frem. Data og grafik - NOAA. Tornadoerne blev dannet i forbindelse med kraftige tordenbyger der opstod ved mødet mellem tør luft fra Rocky Mountains og fugtig luft fra den Mexicanske Golf. Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 14. maj 2003. |