Magnetfeltet strækker sig langt ud i rummet omkring Jorden og styrer de energirige ladede partikler, så de udfører en spiralbevægelse omkring de magnetiske feltlinier frem og tilbage mellem spejlpunkterne. Det er illustreret i figuren nedenfor.
 Feltlinie i Jordens magnetfelt og eksempel på elektrisk ladede partiklers bane i rummet.
Når partiklerne i spiralbevægelsen kommer tættest på Jorden er der mulighed for sammenstød med atmosfærens molekyler. Ved et sammenstød taber partiklerne energi og spredes. Under opbremsningen laver de energirige partikler ioniserede spor i atmosfæren og kan også frembringe glimt af røntgenstråling.
De mest energirige partikler kan opholde sig i strålingsbælterne i årevis, hvis deres spejlpunkter er over den tætte atmosfære. Men de elektromagnetiske signaler fra lyn-udladninger kan slå partiklerne ud af deres faste baner og bringe dem ned i atmosfæren, så strålingsbælterne tømmes. Det er med til at sætte grænser for styrken af den meget energirige stråling.
Netop denne type gennemtrængende stråling, som i øvrigt måles af Ørsted-satellitten, kan være meget skadelig for satellitters instrumenter og computere. Så tordenvejr er altså med til at forbedre arbejdsmiljøet for satellitterne. NASA forskerne mener, at effekten er særligt betydningsfuld for driften af GPS/Galileo satellitterne, da disse satellitter har baner i et område af rummet, som hyppige tordenvejr holder nogenlunde fri for den skadelige, gennemtrængende partikelstråling. GPS-satellitterne udgør et globalt netværk af satellitter, der blandt andet bruges til positionsbestemmelse.
For Peter Stauning og hans kolleger inden for samme felt rejser den nye viden spørgsmålet om, hvorvidt ioniseringen i sporene fra de energirige partikler kan ændre atmosfærens sammensætning og ledningsevne, så vejret - og heriblandt forekomsten af tordenvejr - påvirkes.
"Men svaret på det spørgsmål må vi vente med lidt endnu, for trods intens forskning i emnet, så står spørgsmålet stadig åbent," slutter Peter Stauning.
For yderligere oplysninger kontakt Peter Stauning, pst@dmi.dk, tlf. 39 157 473.
Redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
DMI, 11. marts 2005
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's nyheder på RSS
|