To nye kulderekorder på Indlandsisen
Kold, koldere og koldest. Efteråret 2007 har bragt to nye kulderekorder for den grønlandske indlandsis i hus.
Et af de koldeste steder i Grønland er DMI's automatiske vejrstation Summit, der ligger i godt 3.000 meters højde omtrent midt på iskappen.
Den absolut laveste temperatur, der er målt på Summit, er -63,3ºC den 21. februar 2002, men efteråret 2007 har bragt to nye måneds-kulderekorder på stedet, nemlig -43,9ºC den 25. september og -55,2ºC den 31. oktober. Ekstremtemperaturerne kan have været endnu lavere, men disse registreres ikke på automatstationer.
 Fuldmånen oplyser fjorden ved Qaanaaq. Det er både smukt og koldt. Foto Lars Poort.
De meget lave temperaturer forekommer kun, når vejret er stille og skyfrit, således at varmetabet ved udstråling fra sneoverfladen bliver stort. Den kolde overflade 'smitter af' på det nederste luftlag, hvor målingen foretages, så vi får dannet et koldt bundlag. En yderligere forudsætning er, at atmosfæren som helhed skal være koldere end normalt. Den forudsætning var opfyldt i begge tilfælde, idet den såkaldte 'canadiske kuldehvirvel' var forskudt østpå til det centrale Grønland.
Af Leif Rasmussen og John Cappelen
Redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk © DMI, 5. november 2007.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|