Storissæsonen slut - gigantiske isbjerge tager over

Storissæsonen er nu slut i Kap Farvel området ved det sydligste Grønland. Den flere meter tykke havis, der stammer fra Polarhavet, passerede første gang i år Kap Farvel d. 30. januar.

Den dato var faktisk også 45-årsdagen for Grønlandsskibet Hans Hedtoft forlis i området.

I godt et halvt år har storisen sat sit præg på al skibstrafik i området. Der har i år været tale om en havissæson tæt ved det normale, efter den ekstremt lette storissæson sidste år.

Isfrit hav er ikke isfrit

Havet omkring Kap Farvel er imidlertid ikke helt isfrit, idet storisen også følges af utallige isbjerge, hvoraf mange grundstøder i Julianehåbsbugten, på vanddybder under 100 meter.

Det tager normalt adskillige uger inden isbjergene smelter eller bryder i mindre stykker. De små stykker is i havet er ofte de farligste for både store og små skibe, da de er svære at se i oprørt hav.

Flade iskolosser

En sjælden type isbjerge har i år været iøjnefaldende i Julianehåbsbugten, idet adskillige næsten helt plane ”isplader” - ofte kaldet is-øer - har været observeret. Typisk har de en tykkelse på 60-100 meter, rager 8-10 meter op over havoverfladen, men det mest karakteristiske er ofte deres flade overflade og enorme horisontale udstrækning, hvor de kan være flere kilometer i diameter.

Disse enorme isblokke stammer fra det nordøstlige Grønland, hvor fastisen ellers normalt har et solidt greb i isbjergene fra Indlandsisen. Netop her er isbjergene karakteriseret ved den ”flade struktur”.

I forbindelse med havisens usædvanlige tilbagetrækning i somrene 2002 og 2003, brød fastisen imidlertid op, og dermed var der ikke noget til at ”holde sammen på” isen. Mange af de løsrevne isøer drev derefter med vind og strøm ud i den Østgrønlandske Strøm, hvor blandt Inspektionsskibet Triton mødte et utal af dem på patruljen til Nordøstgrønland i september 2003.

Isbjerg/isø fra Jøkelbugten, vel og mærke et af de mindre af slagsen, nær havnemolen ved guldminen i Kirkespirsdalen ved Nanortalik i juni 2004. Foto: Fritz Ploug Nielsen, Royal Arctic Line.

Jøkelbugten i massivt opbrud sensommeren 2003. Kilde: TERRA Modis 7. August 2003 kl. 1510 UTC.

Beskyttet af storisen har flere af ispladerne overlevet de omkring 2000 km rejse mod syd langs Østgrønlands kyst.

Radarsat ScanSAR Wide 9. August 2004 2035 UTC. Isøer ved Sydgrønland. Den største er lige godt 4 km lang. De sidste rester af storisen ses endnu ved Østkysten på dette billede. Kilde: Radarsat International / Canadian Space Agency.

Og nu hvor storisen er forsvundet fra Julianehåbsbugten, flyder rundt som enorme ensomme monumenter over en usædvanlig klimatisk begivenhed i Nordøstgrønland, isens opbrud i Jøkelbugten i 2002 og 2003.

Julianehåbsbugten, Sydgrønland august 2004. En af isøerne, sandsynligvis fra Jøkelbugten, har foreløbig sluttet sin rejse ved Skovfjordens munding. Billedet er taget fra Istjenestens helikopter den 25 august. Isøen er ca. 4 km X 2 km stor og rager ca. 15 meter over havoverfladen.

Der er nu intet der tyder på endnu et opbrud fra Jøkelbugten, idet fastisen ligger særdeles massivt denne sommer, som det er normalt og dermed fastholdes de indefrosne isplader i et jerngreb.

Af Keld Q. Hansen, kqh@dmi.dk

Redaktion Bjarne Siewertsen

DMI 28. august 2004

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS