Snehvirvel over Bornholm
Fredag morgen viste DMI's nedbørradar en meget spektakulær hvirvel af to snebygelinjer omkring Bornholm.
En del besøgende på dmi.dk bemærkede fredag morgen en usædvanlig struktur på radarbilledet.
Omkring Bornholm i Østersøen roterede en hvirvel bestående af to aflange og krumme snebyger, der er fællesskab langsomt drev mod øst. Det sneede forholdsvis kraftige fra begge byger.
 Nedbørhvirvel omkring Bornholm den 3. december klokken 9:40. Grafik fra dmi.dk.
Den første af de to 'arme' sneede på det sydlige og østlige Bornholm mellem 9 og 9:30, men den anden arm blot strejfede Hammeren på det allernordligste af øen omkring 9:40, hvor grafikken ovenfor er fra.
En tæt cirkulation som denne er normalt knyttet til kernen af et lavtryk. Men det nærmeste lavtryk befinder sig et stykke nordpå i Sverige. Det er dog ikke usædvanligt, at sådanne sekundære hvirvler kan dannes lokalt, men det er sjældent, de er så formfuldendte at se på, som denne.
Hvirvlen fortsatte efter passagen af Bornholm sin rejse mod østnordøst ud i Østersøen.
Der er flere radarfjollerier i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 3. december 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|