I gennemsnit ud over landet faldt der 124 millimeter regn i august 2010. Det er 57 millimeter eller 85% over normalen (1961-90). Fra 124 millimeter er der dog langt op til rekorden på 167 millimeter fra 1891. Og der er tillige et stykke til de to seneste våde august måneder i 2008 og 2006 hvor der kom henholdsvis 146 og 145 millimeter på landsplan. Den tørreste august er på 10 millimeter fra 1947.
Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i august 2010 i 151 timer, hvilket er 35 timer eller 19% under normalen. Ikke siden august 1992 med 148 soltimer har en august måned været så solfattig.
August 2010 endte faktisk med det tiende laveste soltimeantal siden de landsdækkende solmålinger startede i 1920. Rekorden for den solrigeste august er fra 1947 med 291 solskinstimer. Bundrekorden lyder på 113 soltimer fra august 1980. De landsdækkende soltimemålinger startede i 1920.
Landstal for august 2010. Tal i parentes er normalen for perioden 1961-1990.
| Landstal/Averages -august 2010 |
|
|
|
Middeltemperatur/ Mean Temperature
|
16,2°C
|
(15,7°C)
|
|
Nedbør/ Precipitation
|
124 mm
|
(67 mm)
|
|
Soltimer/ Hours of sunshine
|
151 timer
|
(186 timer)
|
Dominerende regnvejr
Flere kraftige regnvejr dominerede måneden. Den 8. august fik det østlige Danmark en ordentlig skylle, hvor der kom omkring 60 millimeter, hvor det regnede mest. Den østlige del af Sjælland måtte stå for igen den 14. august. Kraftig regn gav ca. 40 millimeter i gennemsnit over hele regionen København og Nordsjælland. Flere steder i området faldt der over dobbelt så meget, nogle steder mere. De følgende dage faldt der masser af regn andre steder i landet. På Bornholm blev der målt op mod 95 millimeter under et kraftigt regnvejr natten til den 17. august og den 18. august gik det ud over Fyn og Jylland, særligt området omkring Billund, hvor der blev målt op over 125 millimeter regn.
Blæsevejr
Det var ret blæsende mandag den 23. august 2010 i forbindelse med en lavtrykspassage. Der blev registeret hård kuling langs den jyske vestkyst, endog op til stormstyrke på en enkelt station med vindstød op til stærk storm i den sydvestlige del. Den næste par dage aftog blæsten gradvis, mens lavtrykket bevægede sig mod øst.
|