Sjældent med to tropiske storme på én gang
Selvom Bonnie - det ene af de to tropiske systemer på vej ind over Florida - tabte pusten og blev til et tropisk lavtryk, så er det stadig meget sjældent at se to systemer som Bonnie og Charley så tæt på hinanden, siger amerikanske meteorologer fredag.
Bonnie gik i land på Florida-halvøen torsdag og gav anledning til både lyn, torden og megen nedbør. Den tabte dog hurtigt pusten og blev nedgraderet fra en tropisk storm til et tropisk lavtryk.
Udviklingen af hurricane Charley er straks værre, og de amerikanske myndigheder har opfordret hen mod en million indbyggere på Floridas vestkyst om at søge i ly. Charley har vindhastigheder på omkring 53 m/s (193 km/t), når den rammer kysten, vurderer meteorologer. Charley bliver hermed en kategori 3 hurricane.
Det vil kunne skabe en flodbølge, som potentielt vil kunne ødelægge kyst- og lavtliggende områder i Tampa og St. Petersburg, hedder det i varslet. Flodbølgen kan blive op til næsten fem meter høj.
 Bonnie (øverst) og Charley (nederst) på vej mod Florida. Foto fra den amerikanske Goes 12-satellit den 12. august kl. 12.45. På Cuba hærgede Charley torsdag - Castros fødselsdag - og mørklagde Havanna.
Charleys centrum passerer Florida Keys tidligt fredag lokal tid, før den senere på dagen rammer Tampa Bay, hvor voldsom regn og muligvis torndoer vil være i vente.
Guvernør Jeb Bush har på forhånd erklæret undtagelsestilstand.
Af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk DMI, 13. august 2004
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS
|