 |
Denne gang har cyklonen fået det lidt specielle navn 90Q. 90Q er fredag af tropisk stormstyrke og på vej mod øst - væk fra den brasilianske kyst.
Når tropiske cykloner så sjældent huserer øst for Sydamerika, så skyldes det, at vandet normalt er for koldt. En af de grundlæggende betingelser for en tropisk cyklon er nemlig, at havvandet den befinder sig over, er omkring 26,5°C eller derover.
90Q blev opdaget den 9. marts, hvor den første gang viste sig som en storskala organisation af en gruppe tordenbyger. Det er den måde, tropiske cykloner ofte fødes på. Siden da har 90Q vippet frem og tilbage mellem at være et tropisk lavtryk og en tropisk storm. Om den er det ene eller det andet er baseret på middelvinden i cyklonen. Over 17,5 m/s kalder meteorologerne den for 'storm' og ellers må den nøjes med at være 'lavtryk'. 17.5 m/s svarer til hård kuling i det danske vind-system.
Betegnelsen tropisk cyklon benyttes om lavtrykssystemer med diametre op til 500 kilometer. De opstår over tropiske og subtropiske havområder og lever af kondensationsenergi fra fortætning af vanddamp der i stor stil bliver frigivet fra den underliggende, varme havoverflade. Tropiske cykloner har en markant overfladerotation men ingen fronter i stil med de lavtryk, vi kender fra vore breddegrader.
|
 |
 |
 |
 Den amerikanske vejrsatellit GOES-12 fangede fra stor højde (36.000 kilometer) den sjældne sydatlantiske cyklon 90Q ud for den brasilianske kyst den 10. marts. Foto NASA/NOAA. |