Så gik den halve vinter
Danmark har ikke haft en kold vinter hidtil - snarere det modsatte.
Mandag den 16. januar er den halve vinter gået - i alt fald rent kalendermæssigt.
Før starten af december forlød det fra udlandet, at en meget kold vinter ventede Nordvesteuropa.
DMI's statistiske sæsonprognose viste dog en svagt øget sandsynlighed for en 'varmere end normalt' vinterperiode. Noget, der gik igen i den eksperimentelle, dynamiske sæsonprognose, som forudsagde en vinter med temperaturer på 0,5 til 1,0°C over normalen.
Ser vi på temperaturdata for de første ca. 45 dage af vinteren er meldingen klar: Danmark har ikke haft en kold vinter hidtil - snarere det modsatte. Set for landet som helhed ligger vi her midt i januar ca. 0,8°C over normalen.
 Vintervejret laver vintervandpytter. Foto Kurt Winkler.
Nu er det imidlertid ikke sådan, at vi slet ikke har haft vintervejr. I perioden fra 1. december og frem har vi oplevet en del kolde, klare nætter med en temperatur på minus 13,1°C natten til den 3. januar i Tylstrup som den laveste.
Vi fik også en enkelt snestorm den 29. december, hvor der faldt op til 40 centimeter sne på det sydlige Sjælland samt Lolland og Falster.
Også den nyeste statistiske sæsonprognose, der dækker perioden februar til og med april, er lun læsning. Her er sandsynligheden for 'varmere end normalt' 34%, mens sandsynligheden for 'koldere end normalt' kun er 20%.
Du kan se den seneste statistiske sæsonprognose i 'Værd at Vide'-boxen til højre. Den dynamiske prognose for perioden februar-april kommer ca. 20. januar.
For flere oplysninger kontakt DMI's Data- og klimainformation på 39 157 500.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 16. januar 2006
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|