Rekordmange hasselpollen De seneste 25 år er hasselpollensæsonen blevet intensiveret. 2002 slog alle rekorder. Det fine vejr i begyndelsen af februar gav rekordhøje koncentrationer af hasselpollen i luften med døgntal helt op til 66 (dvs. at koncentrationen af hasselpollen i luften blev målt til 66 pollen pr. m3 i gennemsnit over døgnet). Summen af de daglige pollental (årlig total) bliver også rekordstor - indtil videre 437. Det er næsten fem gange normalen på 92 og væsentlig større end den hidtidige rekord på 328 fra 1993. Og da sæsonen endnu ikke er helt slut kan tallet nå at blive endnu højere. I
perioden fra 1978-2002 er pollenmængderne ca. firedoblet - måske som følge af mere gunstige vækstbetingelser
for hassel forårsaget af stigende temperaturer. Stigningen i koncentrationerne kan være en medvirkende
årsag til det større og større antal allergikere. Start af sæson, slut af sæson og årlig sum for hasselpollen, København. Normalerne er baseret på data fra 1977-90 (Pollenkalenderen). Start af sæson er defineret som den dato, hvor summen af de daglige pollental udgør 2,5% af den totale årlige sum. Tilsvarende er slut på sæsonen defineret som den dato, hvor summen af de daglige pollental udgør 97,5% af den totale årlige sum. Den beregnede trend (udviklingstendens) viser, at der i 1978 kunne forventes en start omkring d. 21. marts, mens der i år 2002 kunne forventes en start omkring den 26. januar, dvs. at der er sket en forskydning på næsten otte uger i løbet af de 25 år. Den markante ændring skyldes en gennemsnitlig temperaturstigning i både januar, februar og marts. Det
skal bemærkes at trendberegninger skal fortolkes forsigtigt (f.eks. ville beregninger for perioden 1989-2002
vise at starten kom fire dage senere i år 2002 end i 1989). DMI 27. marts 2002 |
|
|
|||
|
|||
|
|||