 |
Nu er april 2009 på vej til at slå den to år gamle varmerekord og så melder spørgsmålet sig: Følger sommeren 2009 mønsteret fra 2007?
"Nej. Så nemt er det - desværre - ikke, at spå om den kommende sommer", siger klimatolog John Cappelen med et skævt smil. "Vi har ikke belæg for at påstå, at vejret har den slags langtidshukommelse".
Sammenligner vi temperaturen i april med nedbøren den efterfølgende sommer, så er der ingen tendens til, at år med en varm april får høj sommernedbør (graf til højre). Hvis vi skal udlede noget, så er det, at en varm april ikke giver en meget tør sommer og at en meget tør sommer følger i halen på en meget gennemsnitlig april. De konklusioner er dog baseret på ret få datapunkter og holder næppe statistisk.
John Cappelen husker tydeligt sommeren 2007, hvor han lagde øre til utallige telefonopringninger om den regntid, der i syv uger fra midt i juni holdt landet i en plaskvåd vandlås.
"Vi lå i en lang periode stort set på lavtrykkenes motorvej, mellem varm luft i syd og kold luft i nord, med meget vådt og ustabilt vejr til følge", forklarer han.
John Cappelen medgiver dog, at varme og sol i foråret selvfølgelig påvirker havtemperaturen i farvandene omkring Danmark. "Er det omgivende hav meget varmt, så kan det betyde, at de sommerbyger vi uvægerligt får, er en tand kraftigere end ellers, men at det skulle betyde, at sommeren nødvendigvis drukner, holder ikke vand", siger han.
|
 |
 |
 |
 Temperaturen i april (x-akse) plottet mod nedbøren i juni-juli-august samme år (y-akse). Der er ikke tendens til, at år med en varm april får høj sommernedbør. Data Bent Vraa Jørgensen.
 Sommeren 2007... Foto Ib Søndergaard.
|