 |
Elletræer og hasselbuske sender nu pollen i luften, ansporet af det milde vejr. Astma-Allergi Forbundets pollentællere fandt i dag mandag den 23. februar 1 pollen fra hassel og 12 for el i pollenfælden i København på taget af Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Pollensæsonen 2009 er dermed i gang efter en lidt kølig januar-februar og perioder med vintervejr med sne og frost. Sæsonen for el og hassel ligger normalt fra midten af februar til midt i april ifølge pollenkalenderen. Den konkrete sæsonstart afhænger alene af vintervejret. I år er starten tæt på det normale.
Der har været tendens til tidligere og tidligere sæsonstart, siden tællingerne begyndte i 1977. For el og hassel er der observeret en forskydning på 5 til 6 uger. Rekorden for tidlig start blev sat i 2007, hvor Dagens Pollental gik i luften allerede den 11. januar. Andre år - f.eks. 2003 og 2006 - udskød vinterkulde starten af pollensæsonen helt i løbet af marts.
Hvad betyder Dagens Pollental?
Dagens Pollental beskriver, hvor mange pollen én kubikmeter luft gennemsnitligt indeholder på et døgn for de seks mest allergirelevante pollen: el, hassel, elm, birk, græs og bynke. De knap én million danskere med pollenallergi har dermed et værdifuldt redskab til at planlægge en hverdag med færrest mulige høfebersymptomer i pollensæsonen. Astma-Allergi Forbundet udsender sammen med DMI hver dag Dagens Pollental til aviser, tv og andre medier som en gratis service for de mange, der lider af pollenallergi.
På Astma-Allergi Forbundets hjemmeside www.astma-allergi.dk kan du se Dagens Pollental, så snart antallet af pollen i luften er registreret. Her kan du også læse mere om pollen, høfeber, symptomer og behandling samt tilmelde dig 'pollenmailen', som er en gratis e-mailservice med Dagens Pollental.
|
 |
 |
 |
 Han-rakler fra Hassel. Foto André Karwath / Wikipedia, benyttet under Creative Commons Attribution ShareAlike 2.5 licens. |