Så er den lange vinterpause slut for de ca. en million danskere, der har pollenallergi. Astma-Allergi Danmark og DMI udsendte lørdag den 13. marts årets første Dagens Pollental. Det er noget senere end normalt.
Pollentællerne fandt lørdag tre pollen fra el og mandag to i pollenfælden i København på taget af DMI. Dermed er pollensæsonen 2010 i gang.
Ifølge pollenkalenderen ligger sæsonen for el - sammen med hassel - normalt fra midten af februar til midt i april. Men det er vintervejret, der egenrådigt bestemmer den konkrete sæsonstart for de tidligere pollenudsendere el og hassel, og i år har vi haft en god lang vinter, så starten er blevet forsinket.
"Den fortsatte kulde giver en blid start på pollensæsonen de kommende dage", fortæller meteorolog og pollenekspert Alix Rasmussen, DMI. Senere på ugen forventer han dog at der kommer højere pollental, når temperaturen fra onsdag ligger på den lune side af frysepunktet døgnet igennem.
Rekorden for tidlig pollenstart blev sat i 2007. Her gik Dagens Pollental i luften allerede den 11. januar. Andre år, som f.eks. 2003, 2005 og 2006, udskød vinterkulden starten af pollensæsonen helt hen til slutningen af marts.
Selv om vi i år får en relativ sen start, er der generelt en tendens til tidligere og tidligere sæsonstart siden tællingerne startede i 1977. For el og hassel er der observeret en forskydning på fem til seks uger.
For flere oplysninger kontakt Alix Rasmussen, meteorolog hos DMI på tlf. 39 157 431.
Du finder link til Dagens Pollental i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Nedenfor finder du den nye pollenkalender.
|