Men foråret er blevet spottet derude! Syd for Alperne oplever store dele af Spanien og Portugal behagelige temperaturer omkring de 20 grader. Ja, Portugal melder om temperaturer lidt over normalen for årstiden og forbereder sig på et godt, varmt og solrigt forår.
Ingen officiel definition
For os, som stadig lever i vinterens dybfryser, melder spørgsmålet sig: Hvornår kommer det pokkers forår egentlig?
Svaret er ikke nemt. Klimatologisk er vi allerede i hus - her følger året nemlig kalenderen, og 1. marts er første forårsdag. Meteorologisk er der ikke rigtig nogen officiel definition, selvom vejret erfaringsmæssigt først bliver forårsagtigt omkring jævndøgn.
Forårsdiskussionen gav for øvrigt nogen debat i Storbritannien - ja helt op i parlamentet - da en tv-meteorolog den 1. marts kom til at sige, at det var blevet forår. Det førte til spørgsmål i stil med "Hvem har givet de meteorologer lov til at bestemme, hvornår det er forår", men lad nu det ligge…
Men når nu 1. marts ikke rigtigt gav det forår, som vi så gerne ville have - så kan vi jo kigge på det astronomiske forår; forårsjævndøgn. Jævndøgn i astronomien er det tidspunkt, hvor Solen passerer over Ækvator og dag og nat er lige lange. Det sker to gange om året, nemlig omkring 20.-21. marts og 22.-23. september (efterårsjævndøgn).
Jordens bane om Solen udgør en ellipse med Solen i det ene brændpunkt. Jordens akse hælder 23,5° i forhold til en linie vinkelret på ellipseplanet.
I år sparker vi altså gang i foråret (astronomisk set) den 20. marts klokken 19:26, og så håber vi, at briterne ikke bliver alt for sure over det.
Men alt dette opfylder jo ikke nødvendigvis ønsket om forårsvejr. Her er du nødt til at følge med i dine regionale vejrudsigter og så i øvrigt huske på, at forårsvejr også kan være mange ting. Således er traditionen i Norge og Sverige, at forårsvejr er når døgn-gennemsnitstemperaturen når over 0°C, mens vi her i Danmark typisk siger, at døgnets laveste temperatur skal ligge mellem 0°C og 10°C, før det rigtigt er forår.
Får du øje på foråret, og får taget et godt billede af det - så send det til vejrmed@dmi.dk
Og læs iøvrigt mere om jævndøgn og solhverv på mandag den 20. marts.
Artiklen er baseret på bidrag fra initiativet Pan-European Weather Stories, der koordineres af Eumetsat. Eumetsat bygger og driver de europæiske vejrsatellitter.
Oversættelse og redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
© DMI, 17. marts 2006
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|