På alle måder tør april
Et kig på april-nedbøren i Danmark afslører store, regionale forskelle. Tendensen er: Vådt i sydvest - tørt i nord-øst. Ingen områder har dog nået normalnedbøren for måneden.
Særligt i det østlige Danmark har april 2005 været fattig på nedbør. Jo længere mod øst (og til dels nord) man har befundet sig - jo mindre vand er der kommet fra oven.
De regionale forskelle i april-nedbør ses tydeligt af grafikken nedenfor, som viser nedbørmængderne til og med den 28. april 2005. Der ventes dog mere nedbør i månedens sidste dage, så specielt i Jylland bliver de gule søjler lidt højere.
 Aktuel april-nedbør til og med den 28. (gule søjler) samt normalen for de første 28 dage i april (blå søjler). Tendensen til vådt i sydvest - tørt i nord-øst er tydelig.
Den tørre april kan nu mærkes i naturen og det er ikke kun den manglende nedbørs skyld. Samtidig har der nemlig været mange flere solskinstimer (221 mod normalt 162 - red. 2/5), det har været varmere (præcis 2°C - red. 2/5) og den tørre, østlige vind fra det store russiske sub-kontinent har domineret mere end normalt.
Vejrsituationen har dog her sidst i april ændret sig til det mere ustadige med nedbør og varme fra sydvestlige retninger.
I april 2005 har landet som helhed fået 26 millimeter i løbet af månedens første 28 dage mod normalt 38 millimeter (41 for hele måneden).
Måneden endte på 29 millimeter (red. 2/5) på landsplan og der gør april 2005 forholdsvis tør. Det er dog ikke noget mod hverken april 1893 eller april 1974, hvor der kun kom 3 millimeter i gennemsnit. April 1974 var i øvrigt også den solrigeste april, der er registreret i Danmark.
Den tørre april til trods, så ligger alle dele af landet stort set på gennemsnitsnedbøren i de fire første måneder af året set samlet. På landsplan blev det 178 millimeter (red. 2/5) mod normalt 182.
April, maj og lidt ind i juni er normalt den tørre tid hos os - her har Danmark nemlig sit minimum i relativ luftfugtighed. Hvorfor nu det?
Det hænger sammen med den begyndende - forholdsvis kraftige - solopvarmning af den 'gamle', tørre vinterluft. Når man opvarmer luft, kan den indeholde mere vanddamp og da den 'tørre' vinterluft på forhånd indeholder en mængde vanddamp, så bliver der populært sagt bare endnu mere plads til den i den opvarmede luft.
Resultatet er, at den relative luftfugtighed falder, da den er et mål for, hvor tæt luften er på at være mættet.
En lav relativ luftfugtighed giver ikke mulighed for megen nedbør og april er da også en af de tørreste måneder med som nævnt kun 41 millimeter på landsplan. Kun februar er mere tør med 38 millimeter, men den måned har kun 28 dage, så i virkeligheden er den gennemsnitlige mængde nedbør pr. dag i de to måneder stort set ens.
Af John Cappelen Redaktion og grafik Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI, 29. april (opdat 2. maj) 2005.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|