Ozonskadelige skyer over Arktis
Kold atmosfære over Arktis skader ozonlaget.
Lige nu er der meget koldt højt i atmosfæren over Arktis.
Betingelserne for dannelse af polar-stratosfæriske skyer er dermed optimale. Skyerne spiller en afgørende rolle i den kemiske nedbrydning af ozonlaget.
Polar-stratosfæriske skyer er isskyer som dannes meget højt i atmosfæren - 18-25 kilometers højde - når temperaturen der bliver ekstremt lav; under ca. minus 80°C.
 Polar-stratosfæriske skyer over Illoqqortoormiut (Scoresbysund) den 21. januar 2007. Foto Erik Pedersen.
Da skyerne dannes i så stor højde er de især tydelige, når solen er nogle grader under horisonten. Så befinder de almindelige lavereliggende skyer sig i jordskyggen og fremtræder mørke.
Som navnet antyder dannes skyerne i den del af atmosfæren som kaldes stratosfæren, hvor også ozonlaget befinder sig. Skyerne spiller en afgørende rolle i den kemiske nedbrydning af ozon og dermed ozonlaget.
Ozonskadelige skyer
På overfladen af de mikrometer-små iskrystaller, som skyerne består af, omdannes klorforbindelser i atmosfæren til kemisk reaktive former, der kan nedbryde store mængder ozon.
De kemisk reaktive forbindelser nedbryder dog kun ozon under indvirkning af sollys.
|