WMO/UNEP har netop udsendt resuméet af den kommende internationale videnskabelige vurdering af ozonlagets tilstand, som en af DMI's forskere har været medforfatter til. Af vurderingen fremgår det, at Montreal-protokollen, som begrænser udledningen af ozonnedbrydende stoffer, tilsyneladende virker. Således har mængden af klorholdige ozonnedbrydende stoffer muligvis allerede toppet i ozonlaget, men de bromholdige stoffer fortsætter dog med at stige.

Modelberegninger for den fremtidige udvikling af ozonlaget viser, at ozonlaget over Antarktis i hvert fald skulle begynde at blive tykkere år 2010, mens vi måske skal helt frem til 2020 før det bliver tilfældet i det arktiske område. At vi skal vente så længe på en bedring skyldes den forøgede drivhuseffekt. Den forårsager nemlig en afkøling af ozonlaget med en øget mængde af polarstratosfæriske skyer, som forstærker ozonnedbrydningen, til følge. Disse modelberegninger er imidlertid meget usikre, idet modellerne f.eks. ikke kan reproducere den observerede stigning i vanddamp, som også fører til en øget ozonnedbrydning. Modelberegningerne er baseret på, at Montreal Protokollen overholdes. Det gælder især for u-landene, hvis udfasning af de ozonnedbrydende stoffer nu står for tur.

I overenstemmelse med stigningen i mængden af ozonnedbrydende stoffer er størrelse af det antarktiske ozonhul øget lidt de sidste ti år. På den nordlige halvkugle har der ikke været så meget ozonnedbrydning de sidste 5 år. Det skyldes formodentlig en god portion held. For i 4 af de sidste 5 vintre har der været varmt i det arktiske ozonlag, hvor normalt kun hvert andet eller tredje år er varmt. Den arktiske ozonnedbrydning spredes om foråret til vores breddegrader og bidrager her væsentligt til ozonnedbrydningen.

Ozonhullet over Antarktis er i øjeblikket ved at udvikle sig. Det er på nuværende tidspunkt betydelig mindre end det ellers har været de senere år, men da den naturlige variabilitet er stor, kan det ikke tages som udtryk for at ozonlaget allerede er i bedring. På figuren vises ozonlagets tykkelse over Antarktis den 15. september udfra målinger med GOME instrumentet ombord på ERS-2 satellitten. Den benyttede enhed er defineret således, at en ozonlagstykkelse på 300 Dobson enheder giver et kun 3 mm tykt lag ozon ved jordoverfladen.

Idag er det iøvrigt den internationale ozondag, så derfor er det ganske passende at sætte fokus på ozonlaget.

For yderligere oplysninger kontakt ozonforsker Bjørn Knudsen på 3915 7416.

Af Bjørn Knudsen bk@dmi.dk

Redaktion Bjarne Siewertsen bsi@dmi.dk

DMI 16. september 2002.