Ozonlaget over Arktis ikke umiddelbart på vej mod bedring

Ny forskning fra DMI viser, at ozonlaget over de arktiske områder formentlig ikke får det væsentligt bedre de næste mange år.

Udledning af CFC-gasser, som nedbryder ozonlaget, er aftaget væsentligt de senere år. Og med en mindre mængde ozon-nedbrydende stoffer i atmosfæren skulle man alt andet lige vente, at ozonnedbrydningen ville være for nedadgående de kommende årtier.

Målinger siden begyndelsen af 1990'erne viser imidlertid, at ozonnedbrydningen i Arktis vokser i takt med mængden af polar-stratosfæriske skyer - de såkaldte PSC'er. Det skyldes, at der på overfladen af disse skyer sker kemiske processer, som får ozonnedbrydningen til at accelerere.
"Og antallet af PSC'er stiger blandt andet som følge af den globale opvarmning", fortæller Ph.D. Bjørn Knudsen, DMI.

Antallet af PSC'er styres af to forhold: Mængden af vanddamp i stratosfæren (den del af atmosfæren, der ligger 10-50 kilometer over jordoverfladen) og temperaturen samme sted.

"Jo koldere der er i stratosfæren; jo flere PSC'er dannes der", forklarer Bjørn Knudsen og fortsætter:
"Selv om det umiddelbart lyder paradoksalt, så afkøles de højere luftlag faktisk, når det bliver varmere ved jordoverfladen".

Den globale opvarmning - der ses i stort set alle klimamodeller - vil med andre ord forstærke ozonnedbrydningen.

Vi står derfor i de kommende årtier i den situation, at ozonlaget skulle blive genoprettet som følge af faldende mængder CFC-gasser, men samtidig kan ozonlaget blive koldere, hvilket over de arktiske områder kan føre til mere ozonnedbrydning.

"Spørgsmålet er nu, hvilken effekt der får overtaget", siger Bjørn Knudsen.

DMI har i samarbejde med forskere på Cambridge Universitet i England, Alfred Wegener Institutet i Potsdam, og det Frie Universitet i Berlin fremskrevet observerede ændringer i mængden af PSC'er. På grundlag af den hidtil målte sammenhæng mellem skyer og ozonnedbrydning er der blevet beregnet, hvordan den arktiske ozonnedbrydning kunne udvikle sig frem i tiden. I beregningerne er det forventede fald i CFC-gasserne medtaget.

Arktisk ozonnedbrydning frem til 2030. Den stiger frem til 2010 og aftager derefter langsomt.

Figuren ovenfor viser ozonnedbrydningens udvikling frem til år 2030, under antagelse af at temperaturerne i stratosfæren falder i samme takt som hidtil konstateret. Ud over denne overordnede tendens varierer temperaturen i ozonlaget imidlertid meget fra år til år, og i gennemsnit er kun ca. hver anden vinter kold nok til, at der sker den på figuren viste ozonnedbrydning.

Den forventede fremtidige reduktion i mængden af ozonnedbrydende stoffer kan indtil 2010 ikke konkurrere med afkølingen af det arktiske ozonlag. Der må derfor kunne forventes ozonnedbrydninger i en størrelse som vist på figuren i vintre med lave temperaturer i ozonlaget. Efter 2010 mindskes muligheden for ozonnedbrydning i kolde vintre langsomt. Efter 2030 forventes mængden af ozonnedbrydende stoffer fortsat at aftage, og på et tidspunkt vil mængden af CFC-gasser være så lave, at mulighederne for ozonnedbrydningen er væsentligt aftaget.

"Man skal dog holde fast i, at jo længere ud i fremtiden vi kommer, jo større vil usikkerhederne være i disse beregninger", siger Bjørn Knudsen.

Normalt benyttes klimamodeller for ozonlaget til at forudsige ozonlagets fremtid. Disse modeller har imidlertid vanskeligt ved at repræsentere alle de komplekse fysiske og kemiske processer, der foregår i ozonlaget. Det er på denne baggrund interessant at benytte forholdsvis simple fremskrivninger af observerede ændringer i stedet.

For flere oplysninger, kontakt Bjørn Knudsen på 39 157 416 eller Niels Larsen på 39 157 414.

Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk
DMI, 24. september 2004

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS

Det omtalte arbejde er publiceret i det internetbaserede videnskabelige tidskrift Atmospheric Chemistry and Physics: http://www.cosis.net/members/journals/df/abstract.php?a_id=1109