Hvor langt kan man nå inden sin fire års fødselsdag, når man er en splejs på sølle 61 kilo og barn af en nation uden rumfartshistorie? For Ørstedsatellitten er det helt konkrete svar 940 millioner kilometer eller 21.064 gange rundt om Jorden. Men Ørsted har nået mere end det. Blandt andet flere gange at komme på forsiden af højt ansete, internationale tidsskrifter. Første gang Ørsted kom på forsiden var den 15. november 2000. Geophysical Research Letters bragte en artikel om den første magnetiske model baseret på Ørsted data. I det foregående nummer af dette tidsskrift blev den første videnskabelige artikel baseret på Ørsted data publiceret. Det skete igen den 11. april 2002, hvor en artikel om teorier for magnetfeltets opståen i Jordens flydende kerne og dets tidsmæssige udvikling blev publiceret i tidsskriftet nature. En af artiklens figurer blev anvendt som forsideillustration. Analysen af den tidsmæssige udvikling i magnetfeltet fra Jordens indre mellem målingerne fra Magsat (1979-1980) og målingerne fra Ørsted (1999-2002) gav anledning til overvejelser om muligheden for en forestående polvending. Ørsteds senest forsidehistorie var i Geophysical Research Letters den 1. august 2002. I dette nummer af tidsskriftet var der en hel sektion med artikler om Ørsteds målinger. En af artiklerne behandlede Ørsteds målinger af magnetismen i Jordens skorpe - dvs. de øverste ca. 30 km. I figuren som blev anvendt som forsideillustration, er den samlede inducerede og remanente magnetisme i Jorden skorpe vist med farvekode. Tillige er kontinenterne indtegnet, så man kan orientere sig. Denne type kortlægning indeholder megen information om Jordens geologiske udvikling og jordskorpens egenskaber. For tiden er Ørsted sat på endnu en vigtig opgave, med potentiale for flere forsider i fremtiden. Den lille, alsidige ingeniørbedrift er nemlig i gang med at bane vejen for et kvantespring i indsamlingen af meteorologiske data ved hjælp af GPS-teknologi. |