Ørsted: 40.000 gange rundt om Jorden
1.789.952.318 kilometer eller 40.000 gange rundt om Jorden har Ørsted tilbagelagt under sine 7½ år i rummet. Resultatet er masser af videnskabelige artikler og praktiske anvendelser. Ørsteds videnskabelige projektleder fremhæver dog bidraget til interessen for naturvidenskab som en af den lille, seje satellits virkeligt betydningsfulde landvindinger.
Tirsdag den 26. september klokken 10:43 starter Ørstedsatellitten sit omløb nummer 40.000.
I sin bane mellem 650 og 850 kilometer over Jorden har Ørstedsatellitten nu fløjet næsten 1,8 milliarder kilometer - helt præcist 1.789.952.318. Det er over ti gange afstanden fra Jorden til Solen.
Siden opsendelsen den 23. februar 1999 har den lille danske satellit leveret utroligt fine målinger af Jordens magnetfelt, strålingen i rummet og atmosfærens parametre.

Bred vifte af anvendelsesmuligheder
"Målingerne er grundlag for flere hundrede videnskabelige publikationer, men de bruges også til talrige praktiske formål. Detaljeret viden om Jordens magnetfelt er vigtig ved navigation overalt på kloden og ikke mindst i undergrunden. Et eksempel er retningsstyrede olieboringer, hvor borehovedet er udstyret med elektronisk kompas", forklarer Ørsteds videnskabelige projektleder Peter Stauning, DMI.
"Senest har danske forskere undersøgt varmetilførslen fra Jordens glødende indre til bunden af den grønlandske indlandsis ved magnetisk kortlægning baseret på Ørsteds målinger".
|