Torsdag morgen har modellerne igen rykket lavtrykkets bane - denne gang en anelse mod øst, så sneen igen berører dansk landområde. Torsdag middag ser det ud til, at Jylland og Fyn får sne som begynder i vest omkring middag og fortsætter til ud på aftnen i syd, før den slipper. Tjek de seneste udsigter for den nyeste og gældende vejrudsigt.
 Lavtrykket og nedbørområdet under passagen af landet fredag først på aftnen. Nedbørangivelserne er i millimeter vand pr. time og skal ganges med ca. ti for at få den forventede snedybde. Grafik fra DMI's animerede vejrkort hvor du finder den nyeste version.
Forventet usikkerhed
Hele vejen igennem har DMI's meteorologer været klar over, at der var et af de vanskelige systemer i anmarch. De forskellige modeller, meteorologerne konsulterer, har været temmelig uenige og de enkelte modeller flyttede rundt på lavtryksbanen fra kørsel til kørsel.
"Den bane, lavtrykket tager mellem Island og Norge og ned mod Danmark, kender vi som en, der giver usikre prognoser. Samtidig betyder retningen, at selv meget små variationer i banen, giver os store forskelle i det oplevede vejr", fortæller vagtchefen torsdag middag. Han bedyrer dog, at der nu er fodslag mellem både DMI's egne modeller og de eksterne modeller der også bliver skelet til. Vejrudsigten for fredag skulle dermed være ved at være på plads.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 4. marts 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|