Flere andre af tirsdagens mange talere havde havniveaustigninger på programmet. Det overordnede budskab var, at flere af de usikkerheder, som trækker ned i IPCC's bud på havets niveau ved indgangen til det 22. århundrede ikke længere er så usikre endda. Samtidig øges sandsynligheden for, at havniveauet stiger mere, end IPCC forudsiger. I IPCC-rapporten vurderes de maksimale stigninger til at ligge på ca. 0,6 meter.
Og det er alvorlige sager, der er tale om. John Church har tidligere lavet et studie, som viser, at selv de moderate havniveaustigninger på omkring 50 centimeter i IPCC's scenarier vil have alvorlige konsekvenser for de omkring 10 procent af Jordens befolkning, der bor i lavtliggende områder. Her vil frekvensen af oversvømmelseshændelser stige markant.
"Vores studie, der koncentrerede sig om Australien, viste, at kystnære oversvømmelser, som vi forventer at se én gang hver hundrede år, vil ske flere gange om året i 2100," sagde John Church.
 Et markant højere havniveau er både et problem i hverdagen hvor f.eks. kaj-anlæg skal forhøjes og i særdeleshed i kombination med kraftig vind, hvor vandet i ekstreme situationer vil nå højere end på noget tidspunkt i historisk tid. Foto fra stom ved Halsskov Havn den 14. januar 2007 Hans Christian Katberg Olrik Thoft.
Enighed med IPCC
Pointen med denne videnskabelige konference, er, sagde Katherine Richardson i sin åbningstale, at opdatere politikere og journalister på den viden, der er opdyrket siden det internationale klimapanels (IPCC's) seneste store vurderingsrapport lå færdig i 2007. Vurderingsrapporten er jo grundlaget for COP15-forhandlingerne, og "...det vil være at gøre grin med de mange tusinde forskere bag rapporten, ikke at gøre opmærksom på den viden, som er opsamlet siden da,” sagde Richardson, som har været formand for den videnskabelige styregruppe bag konferencen.
"Det er vigtigt at sige, at denne konference ikke drejer sig om, at vi er uenige med IPCC-vurderingerne. Intet kunne være fjernere fra sandheden."
Af Mai Maskell Andersen kommunikation@dmi.dk og Bjarne Siewertsen. © DMI, 11. marts 2009
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|