Ny internetside om klimaet i Arktis
Med afsæt i ACIA-rapporten om klimaet i Arktis har Dansk Polarcenter lanceret en undervisningsside rettet mod folkeskole- og gymnasieelever.
En ny side på internettet giver overblik over klimaændringer i Arktis og deres betydning for planter, dyr og mennesker.
Hjemmesiden henvender sig primært til folkeskole- og gymnasieelever. Her kan både de og deres lærere hente masser af information om klimaet i Arktis.
Siden går i første omgang i luften i en skrabet udgave. Men senere på året udbygger Dansk Polarcenter siden, så den - ud over et bibliotek over internetsider og referencer - også kommer til at indeholde temaer og cases.
 Midt i et klimatisk vadested - badning i islandsk sweater. Foto fra Færøerne Anne Marie Nordby.
Temaerne vil blandt andet handle om afsmeltning af gletschere og havis, stigende vandstand i havene, svækkede havstrømme og risikoen for at isbjørne og sæler uddør. Andre emner er fangersamfundenes fremtid, nye muligheder for landbrug, bedre sejlmuligheder og lettere adgang til Arktis' naturressourcer.
Hjemmesiden er blevet til med midler fra Miljøstyrelsens program 'Miljøstøtte til Arktis' i samarbejde med Dansk Polarcenter.
Siden er på dansk, engelsk og grønlandsk og bliver opdateret med jævne mellemrum. Du finder den på www.dpc.dk/acia
Projektet er en udløber af ACIA-rapporten om klimaet i Arktis, hvor den populærvidenskabelige del udkom i november 2004. Den videnskabelige rapport er på trapperne og de fleste kapitler kan allerede nu findes på internettet (se 'Værd at Vide'-boxen til højre).
DMI's Jens Hesselbjerg Christensen er hovedforfatter til ACIA-rapportens kapitel 4 om klimamodeller og scenarier for den fremtidige klimaudvikling i Arktis.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI, 12. juli 2005
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|