Normalt får Nordøstsjælland i snit 350 millimeter nedbør fra 1. april til 19. oktober. I år er der i samme periode kun faldet 269 - det svarer til et underskud på 23%.
"Underskuddet er egentlig opbygget over ret kort tid", forklarer Stig Rosenørn. "Fra 1. august og frem til nu skulle Nordøstsjælland have modtaget 158 millimeter vand fra oven, men der er kun kommet 65".
Med andre ord er der et underskud de seneste 2½ måned på 93 millimeter - eller 59% i forhold til normalen - uden at der i forvejen var et overskud at trække på.
Men det er ikke hele historien. Sammen med underskuddet af nedbør, så har Nordøstsjælland nemlig også haft højere fordampning end normalt.
"Regner vi lidt på vind, temperatur, luftfugtighed og solskinstimer, så kommer vi frem til, at der har været mulighed for at fordampe 40-50 millimeter mere vand end normalt i vækstsæsonen", fortæller Stig Rosenørn.
Nedbørunderskud og fordampningsoverskud kan dog ikke umiddelbart summeres til et samlet vandunderskud på 120-130 millimeter. Så snart det øverste jordlag er tørret ud, så fordamper der stort set kun fra planter og åbne vandområder som f.eks. søer. Men her er naturens tørst dog også ved at være åbenbar flere steder (se foto).
"Ser vi på de øvrige regioner og landet som helhed, så er der alle vegne et større eller mindre nedbørunderskud. "Ingen steder står det dog så galt til som i det nordøstlige Sjælland", siger Stig Rosenørn.
De kommende dage er der - heldigvis - regn på programmet. "Det er dog langt fra nok til at udligne forskellen op til normalnedbøren, men hver en dråbe tæller lige nu", slutter Stig Rosenørn.
For flere oplysninger kontakt DMI's Kundesevice på 39 157 500 eller via web-mail.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 20. oktober 2005.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|