"Jeg er ikke overrasket over disse resultater", siger seniorforsker Bo Christiansen, DMI. "Vi har arbejdet med denne mekanisme de sidste 4-5 år. Det viser sig, at variationer i stratosfæren ofte bevæger sig langsomt ned mod jordoverfladen og når denne 10-60 dage efter, at de første gang viser sig i stratosfæren. Det åbner muligheder for at beregne vejrforudsigelser meget længere frem i tiden end hidtil", forklarer Bo Christiansen. "Der er også andre vigtige perspektiver af denne kobling mellem troposfæren og stratosfæren. Meget tyder på, at forbindelsen også eksisterer når vi taler om klima-ændringer. Det betyder at mekanismer der kan ændre klimaet i stratosfæren også kan have en effekt på klimaet ved jordoverfladen. En mekanisme kan være den meget omtalte udtynding af ozonlaget. En anden kan være ændringer i solens aktivitet, der har en anerkendt indflydelse på de øverste lag af atmosfæren, men hvis indflydelse på klimaet ved jordoverfladen har været meget omdiskuteret de sidste år. Vi arbejder intenst med disse spørgsmål netop nu. I en artikel i Geophysical Research Letters tidligere i år viser vi netop, hvordan ændringer i klimaet ved overfladen hænger sammen med klimaet i stratosfæren. I en kommende artikel i Journal of Climate beskriver vi en drastisk ændring, der skete i stratosfæren i slutningen af 70erne og som synes at være tæt knyttet til klima-ændringerne ved jordoverfladen." "Koblingen mellem troposfæren og stratosfæren er virkeligt et felt rigt på perspektiver", konkluderer Bo Christiansen. "Ikke alene kan feltet bidrage med forståelse af klimasystemet og solens indflydelse. Det kan også hjælpe os med at forudsige vejrtypen 1-2 måneder frem. Sådanne lange forudsigelser vil have betydelige konsekvenser for f.eks. landbruget og energisektoren. Vi arbejder netop nu på udformningen af ansøgninger til EU's 6. rammeprogram hvor disse spørgsmål vil have en central rolle" DMI forventer i løbet af 1-2 år at kunne komme med de første oversigts-vejrudsigter der rækker 30 dage eller endog endnu længere frem. Disse vejrudsigter vil være baseret på komplicerede computer-modeller som tager hensyn til stratosfærens tilstand. Science, vol. 301, p. 636-640. Geophysical Research Letters, vol. 30(6), p. 1347. Journal of Climate, Accepteret til publikation 2003. For flere oplysninger kontakt ph.d. Bo Christiansen på 39 157 429. Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 5. august 2003. |