NASA i DMI's fodspor NASA sætter fokus på et udviklingsområde hvor DMI er med i front Siden 1993 har DMI arbejdet målrettet mod en anvendelse af signaler fra det globale positionssystem, GPS, til vejr- og klimaformål. Den Amerikanske Rumfartsorganisation NASA har netop udsendt en pressemeddelelse hvori de udtrykker begejstring over de første spæde resultater. NASA's begejstring skyldes analyser af data fra den tyske CHAMP og den argentinske SAC-C satellit. DMI er medeksperimentator på begge projekter og har løbende analyseret og sammenholdt deres resultater med data fra Danmarks egen Ørsted - der for øvrigt var den første europæiske satellit med en meteorologisk orienteret GPS-modtager.  Og næste generation af GPS-baserede meteorologiske satellitter er allerede på vej. Denne gang med DMI ved roret. Den Europæiske Rumfartsorganisation, ESA, har netop besluttet at gennemføre DMI's ACE+, der består af fire småsatellitter, som sit næste store atmosfære- og klimaprogram. Udvælgelsen skete vel at mærke i konkurrence med 25 projektforslag fra hele Europa.
GPS-teknikken går ud på at en satellit udrustet med en modtager, som f.eks. Ørsted, SAC-C og CHAMP, får signaler på flere frekvenser fra en GPS satellit, så snart denne kommer over horisonten. Signalerne ændres ved passagen gennem jordens atmosfære og kan derfor sladre om blandt andet lufttryk, temperatur og fugtighed. ACE+ projektet fører denne teknik videre ved ikke blot at udnytte signaler fra GPS-satellitterne, men ved at de fire ACE+ satellitter også indbyrdes udveksler signaler og derved øger både præcisionen og hyppigheden af målingerne. Visionerne for GPS-teknikken er mange og varierede. Hyppige verdensomspændende målinger af lufttryk, temperatur og fugtighed indgår naturligvis som en kærkommen komponent i de modeller der ligge til grund for vejrudsigten. Også aspekter som f.eks. lavere brændstofforbrug for den inter-kontinentale luftfart er inden for rækkevidde, når det stratosfæriske vindfelt bliver bedre bestemt. Af pressechef Niels Hansen DMI 16. maj 2002 |