Når lynet slår ned ”Torden og lynild,” vil mange nok fristes til at udbryde i de kommende dage, hvor vejrvarslerne beretter om regn- og tordenbyger. Tirsdag ramte et kraftigt tordenvejr de vestlige og nordlige dele af Jylland, og den omgang forventes at blive afløst senere tirsdag af et nyt tordenvejr, som ventes at komme ind over hele landet. Det er dog endnu usikkert, hvor voldsomt det vil udvikle sig over de østlige egne, oplyser meteorolog Olaf Mathiassen. Olaf Mathiassen supplerer med oplysningen om, at man tirsdag har målt helt op til 31,5 grader i Sønderjylland og 31 grader i Odense. Så høje temperaturer har Danmark ikke oplevet siden sommeren 2000. Et tordenvejr ventes ligeledes at passere Danmark i løbet af torsdag og fredag. Havner man midt i et torden- og lynvejr er der forskellige forholdsregler, der er vigtige at huske på. Dels skal man efterkomme det gamle råd om ikke at stille sig i ly under et træ, fordi lynet vil foretrække at slå ned i noget som rager op i luften, og som har en stor overflade. Derudover er det klogt at blive indendørs med lukkede vinduer og undgå vand. Undgå ligeledes at benytte telefonen under et lyn- og tordenvejr og træk stikket ud på de elektriske installationer, som ikke kan tåle en lynnedslag i bygningen.
I Danmark registreres lynnedslag og lynudvikling mellem skyerne af seks målestationer, som registrerer elektromagnetiske forstyrrelser i atmosfæren. De seks målestationer er placeret i henholdsvis Sindal, Bovbjerg, Rømø, Hellebæk, Gedser og Rønne. De registrerer bl.a. kompasretningen og strømstyrken på lynene og sender informationerne til en centralenhed hos DMI på Lyngbyvej i København, oplyser chef for DMI's observationsafdeling, Erik Bødtker. Af Bjarne Siewertsen DMI 18. juni 2002 |