MSG-1 opsendt med succes MSG-1 satellitten blev klokken 00.45 i nat dansk tid succesfuldt opsendt fra det europæiske rumcenter Kourou i Fransk Guyana.
Det skete med 24 timer og 15 minutters forsinkelse. Den oprindelige nedtælling blev afbrudt på grund af en kommunikationsbrist mellem kontrolcentret og Ariane-5 raketten. Med sig havde Ariane-5 raketten også en telekommunikationssatellit - Atlantic Bird 1. De to satellitter var begge i deres planlagte baner godt 40 minutter efter take off. MSG-1 skal til slut ende i en geostationær bane. En satellit betegnes 'geostationær' når den altid står over det samme punkt på Jorden. Dette punkt bliver i MSG-1's tilfælde 0oN,0oØ; eller lige i krydset mellem ækvatorplanet og Greenwich medianen. De mulige geostationære punkter findes som et bånd rundt om ækvator i ca. 36.000 kilometers højde. Placeringen i 0oN,0oØ kan ikke klares i ét hug, så Ariane-5 rakettens job var at anbringe MSG-1 i en såkaldt geostationær overføringsbane. Herfra flyttes satellitten i løbet af de nærmeste uger til en geostationær position ca. 10,5oV, hvor en intensiv test og kalibrerings-fase begynder.
De første data forventes til oktober og næste sommer er MSG-1 så klar til at overtage det ærefulde hverv som Europas vejrøje nummer ét. Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 29. august 2002. |