 |
Mikroklimaet styrer!
Læs her om dyrenes aktivitet i haven og ved jordoverfladen i efteråret.
I denne tid, hvor vejrudsigten indeholder ord som slud, hagl, nattefrost og andre vinterlige begreber, kan det undre, at man stadig kan opleve sommerfugle, svirrefluer, bier og hvepse, når man bevæger sig rundt i haven. Ja, går man ned på knæ på en sydvendt skrænt, vil man opdage, hvordan det myldrer rundt med dyr. Edderkopper, mejere, tæger og andre kryb lader til at have overset, at daglængden er aftaget med over syv timer, og solhøjden svarer til midten af februar.
 Almindelig markgræshoppe nyder novembersolen.
Forklaringen på dyrenes aktivitet er imidlertid, at de ikke måler temperaturen i de klassiske to meters vel-ventileret højde, som meteorologerne normalt foretrækker. Dyr måler temperaturen dér, hvor de befinder sig - hvad enten det er ved jordoverfladen, en sydvendt mur eller på en solbeskinnet blomst eller blad. Det er dette såkaldte mikroklima, der gør, at man ved midsommer næsten kan spejle æg på solbeskinnet sandjord, og at der samtidigt gror mosser og bregner i bunden af en kølig og sval nåleskov.
Her sidst i oktober kan temperaturen på en sydvendt sandskrænt sagtens nå 35-40 grader midt på dagen, hvis bare solen skinner. Det er i høj grad noget, som smådyrene sætter pris på, for så bliver de hurtigt varmet op, så de kan komme ud at søge føde. Ligeledes kan en sydvendt mur med vedbend hele november igennem summe af sol over engen, fordi muren nærmest står vinkelret på solindstrålingen. Da vedbend først blomstrer nu, kan dyrene her finde både varme og mad på én gang!
 Spyflue på vedbendblomster.
Ude i naturen varer sommeren altså ved til langt ud på vinteren – bare solen skinner, og det ikke blæser alt for meget. Så der er ingen undskyldning for ikke at komme ud at nyde det mellem hagl- og sludbygerne. Efterfølgende kan man på hjemmesiden www.fugleognatur.dk altid få svar på, hvad det er, man har iagttaget derude.
Af Morten DD Hansen, mortendd@molslab.dk Redaktion: Kate Søs Hansen, keh@dmi.dk © DMI, 23. oktober 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|