Hvis denne stigning fortsætter vil de øvre vandlag i Det arktiske Ocean og det nordlige Atlanterhav få et gradvist lavere saltindhold. Det kan have betydning for Europas klima og undersøges blandt andet på DMI. Øget ferskvand til området kan tænkes at svække Golfstrømmen, som bringer store varmemængder nordpå i Atlanterhavet. Dette skyldes, at nedsynkningen af vand under afkøling i havet omkring Grønland bliver sværere, når vandet i overfladen bliver mindre salt. Hvis Golfstrømmens varmetransport formindskes, vil det påvirke Europas klima i en koldere retning. På DMI arbejdes der også med disse problemstillinger. DMI deltager i et projekt, der har til formål at holde øje med de processer, som driver Golfstrømmen og undersøge om der eventuelt allerede er sket ændringer i de sidste 50-100 år. Projektet er et samarbejde mellem ni europæiske institutioner. I projektet indgår både målinger i havet omkring Island og Færøerne samt modelstudier. Yderligere information kan fås ved henvendelse til Torben Schmith, ts@dmi.dk, tlf.: 39157444 eller til Philip Kruse Jakobsen, pkj@dmi.dk, tlf.: 39157204 Af Torben Schmith, ts@dmi.dk DMI 27. marts 2003. |