Vejret kan læses i vandet
I Odense Fjord steg vandstanden til hele 2,0 meter over normale vande, da lavtrykket, som først gav os vintervejr onsdag, passerede Østersøen. Vandet fra Østersøen blev presset ind i de indre danske farvande, hvor det samtidig blev holdt i stik af den nordenvind, som højtrykket i Nordatlanten pumpede ned gennem Kattegat.
Det gav for Odense Fjords vedkommende en meget interessant kurve over vandstanden i døgnet den 1. november.
 Mellem klokken 4 og 10 går vinden i nord og vandet begynder at stuve ind i de indre danske farvande og i Odense Fjord rammer tidevandet samtidig med, at vandet bliver presset ind fra Kattegat.
Klokken 10 begynder tidevandet at trække sig tilbage, og det ses trods den kraftige nordenvind på vandstandskurven.
Mellem klokken 12 og 24 fortsætter stuvningen af vandet, og vandstanden i Odense Fjord fortsætter med at stige, indtil 2,0-metermærket rammes klokken 21. På det tidspunkt topper tidevandet igen og den kraftige vind begynder at løje af.
Fra klokken 21. begynder vandet at trække sig tilbage sammen med tidevandet.
Af Kim Sarup og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
|