Kun små forskelle på kvinder og mænd på dmi.dk
Ved den halvårlige ’stikken-fingeren-i-jorden’ på dmi.dk kan vi se, at I, vores læsere, stadig er godt tilfredse med sitet. Men vi kan også se, at kvinderne i større tal bruger vejrinformationer tidligere end mænd.
To gange om året tager vi i samarbejde med Userneeds temperaturen på dmi.dk og beder jer læsere om at vurdere en række udsagn om dmi.dk i en spørgeskemaundersøgelse.
Userneeds’ undersøgelse er et af de mange led i vores kontinuerlige dialog med dmi.dk's læsere, og den tjener som en konsistent tendensmåling af, om I er tilfredse eller ej med vores arbejde på nettet. Undersøgelsen ser i dag ud som den gjorde, da vi begyndte samarbejdet med Userneeds i 2006 og resultaterne er derfor let sammenlignelige.

I år adskiller vi tallene for mænd og kvinder for at se om der er forskelle i deres tilfredshed med dmi.dk. Og bortset fra at tallene antyder, at kvinder tidligere i livet end mænd planlægger efter vejret, så er det ikke de store forskelle der er mellem de to køn og deres forhold til dmi.dk.
|