"På Amager fik Kløvermarksvej i alt 23,2 millimeter. Den kraftigste hændelse starter 22:03 og her faldt der 1,6 millimeter på ét minut, 9,6 millimeter på ti minutter og 16 millimeter på 30 minutter", siger John Cappelen.
"Mange steder faldt der op mod én millimeter pr. minut, da det regnede stærkest. Taarnby pumpestation 10 på Amager topper umiddelbart med 2,0 millimeter pr. minut, men det var meget kortvarigt".
 Onsdag morgen var det ikke helt slut endnu længst mod øst.
Hverken nedbørmængderne eller intensiteterne tirsdag og natten til onsdag er et særsyn i Danmark, men vi oplever det stort set kun om sommeren. Hvorfor nu det?
En energi-rig årstid
"Når regnen bliver så kraftig netop om sommeren, så er det fordi vejrsystemerne indeholder langt mere energi på den årstid", forklarer klimaforsker Jens Hesselbjerg.
"Særligt de såkaldte konvektive systemer, som er bygernes rygrad, kan blive meget kraftige og selvforstærkende om sommeren. Når den varme, fugtige luft stiger til vejrs og køler ned, så frigøres vandet ved en proces, vi kalder kondensation. Det frigør samtidig en masse energi, der så er med til at holde konvektionen kørende, hvorved der frigives mere energi og så videre".
Anskueliggøre fremtidens voldsommere vejr
At bygerne er kraftigere om sommeren er faktisk en forsmag på, hvad vi kan vente os af fremtidens vejr i en verden under global opvarmning.
"Forestiller vi os en verden, der gennemsnitligt er et par grader varmere end nu, så bliver det voldsomme vejr alt andet lige endnu voldsommere. Og årsagen til det, er præcis den samme som årsagen til, at det kan regne kraftigere om sommeren end om vinteren. Der vil nemlig være endnu mere energi i fremtidens vejrsystemer i form af varme og vanddamp, slutter Jens Hesselbjerg.
For flere oplysninger om uvejret kontakt DMI's Data- og klimainformation på 3915 7500 eller via web-mail.
For flere oplysninger om fremtidens klima kontakt klimaforsker Jens Hesselbjerg på 3915 7428.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 2. august 2006
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's Link-nyheder
|