 |
Hovedstaden fik langt over normalen af de voldsomme positivlyn under nattens uvejr.
Der findes to slags lyn: Lyn med negativ polarisering og lyn med positiv polarisering. Lad os kalde dem negativlyn og positivlyn.
I løbet af en tordencelles liv dannes klart flest negativlyn, som oftest er mindst farlige (selv om alle lyn er farlige), fordi de kommer fra bunden af skyen og derfor kræver en mindre spændingsforskel for at springe. Det er altså gerne de svageste lyn.
En lille del af lynene er dog positivlyn, som oftest springer fra toppen af skyen og derfor kræver en langt større spændingsforskel. Det er normalt de kraftigste lyn, som øger risikoen for personskade, ildebrand og fejl på el-anlæg betydeligt. Lyn med positiv polaritet udgør som tommelfingerregel under 10% af lynene fra en tordencelle.
Kollaps over hovedstaden
Forholdet mellem svage negativlyn og kraftige positivlyn afveg dog en hel del fra normalen, da nattens uvejr passerede København. Meteorolog Lone Seir Carstensen har talt op og vurderer, at fordelingen har været tæt på 50/50.
"Det vi oplevede var formentlig, at det store bygesystem begyndte at kollapse. Det skaber afstand mellem de enkelte celler og tillader lyn fra den positivt ladede top at nå helt ned til jordoverfladen", forklarer hun.
Lynene, der springer fra toppen af skyen, kan også hoppe sidelæns til en anden celles negative del og således blive et sky-til-sky lyn.
"De mange henvendelser, vi har fået, tyder på, at nattens uvejr blev oplevet som usædvanligt voldsomt og skal vi kalde det 'højrøstet' af københavnerne. Den store andel af lyn med positiv polarisering, har formentlig gjort sin del", slutter Lone Seir Carstensen.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 20. maj 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|
 |
 |
 |
 Lynnedslag i det indre København og på Amager i løbet af natten til den 20. maj 2009. Røde prikker er lyn med positiv polaritet. Grønne prikker er lyn med negativ polaritet.
 1. Sky-jord lyn med negativ polarisering. 2. Sky-jord lyn med positiv polarisering. 3. Sky-til-sky lyn.
|