Isen er usikker
Det er forbundet med livsfare at bevæge sig ud på isen, uanset hvad eventuelle ænder måtte lave af kunster på 'det stive vand'.
Efter en periode med kraftig frost blev vejret i weekenden den 18./19. marts mere forårsagtigt med nogen sol og temperaturer på op til 10 plusgrader i dele af landet.
Ænder kan ikke læse
Det milde vejr lokkede mange ud på en søndagstur, og nord for København gik turen for DMI's Claus Kern-Hansen med familie da også til Mølleåens bredder bag Sorgenfri Slot for at fodre de lokale ænder.
Mens ænderne vraltede rundt blandt franskbrødsstykkerne på isen spottede vores fotograf skiltet 'Færdsel på isen forbudt'.
"Det billede måtte jeg have til en senere lejlighed", tænkte vores trofaste husfotograf og lavede en serie med ænderne (der tydeligvis ikke kunne læse dansk) i baggrunden og skiltet.
 Ænder vejer ikke så meget. Foto Claus Kern-Hansen.
Men knapt var billederne i kassen, før situationen udviklede sig til en demonstration af, hvor galt det kan gå, hvis man ikke følger anvisningen og holder sig på land. Heldigvis endte det hele vådt men godt.
Hunde kan heller ikke læse - men vejer mere end ænder
"Blandt de mange hunde, der blev luftet søndag eftermiddag, var et par legesyge schæfere, som ejerne lod løbe frit omkring.
Pludselig fik den ene - en flot stor kleppert på omkring 25 kg - mere lyst til at jagte ænder end til at adlyde sin ejer. Hunden tog turen hen ad stien, ud over åbrinken og ud på isen efter ænderne, der søgte mod en våge.
Inden nogen nåede at reagere yderligere brast isen ved vågen under hundens vægt, og den store schæfer faldt i vandet og kunne - til trods for flere ihærdige forsøg - ikke selv klare sig op på isen igen", fortæller Claus Kern-Hansen.
 Den noget tungere schæfer måtte have hjælp til at komme op. Foto Claus Kern-Hansen.
Hverdagshelt
Resolut smed en ung mand jakken, mens andre kom løbende til med en stige, der (heldigvis) var ved den lokale vinterredningsstation ikke langt fra stedet.
Hunden havde på det tidspunkt ikke kræfter til at trække sig op på stigen, men med en bådshage fra redningsstationen lykkedes det efter nogle forsøg redningsmanden at få fat i hundens halsbånd og få trukket den op på isen.
 Kold og våd blev hunden bjærget af en af hverdagens helte. Foto Claus Kern-Hansen.
Hunden kunne derefter forenes med sin (ældre) ejer, mens den unge redningsmand kunne kravle i land og tilskuerne kunne sætte udstyret på plads i redningsstationen.
Så husk nu: Det er forbundet med livsfare at bevæge sig ud på isen, uanset hvad eventuelle ænder måtte lave af kunster på 'det stive vand'. Gå kun ud der, hvor de lokale myndigheder direkte angiver, at isen er sikker - det gælder også King, Caro, Rufus eller hvad den firbenede nu måtte hedde...
Redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk © DMI, 21. marts 2006
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|