Orkanen forårsagede først og fremmest et massivt stormfald - primært hvad nåletræer angik. Størstedelen af stormfaldet fandt sted i Sønderjylland. Men også elmaster led under stormen, og nedfaldne elledninger gav ophav til over 200 brande landet over.
Det betød også, at flere tusinder el-kunder måtte opleve december-orkanen og dagene efter uden strøm. De hårdest ramte i den sammenhæng var godt 20.000 nordsjællændere, som næsten bogstaveligt fik en uge i vintermørket.
Væltede træer var også en del af forklaringen på, at togtrafikken i flere dage efter orkanen var delvist lammet. Det samme var tilfældet for mange mindre veje.
Utallige tagsten, tage, huse og andre konstruktioner bukkede under, og med dem fulgte andre ødelæggelser som for eksempel kvaste biler.
Af mere spektakulære ødelæggelser kan nævnes kæmpekranen på Lindø-væftet, der væltede ned over et skib under konstruktion og derved ødelagde for 200 millioner kroner.
DMI var hurtig på pletten for at hjælpe de skaderamte. Helt ekstraordinært blev samtlige vindmålinger for hele orkanens passage, og for hele landet, lagt ud til fri afbenyttelse på dmi.dk.
|