Nu er de små variationer i fordelingen af Solens energi imidlertid ikke alene nok til at medføre de store udsving i Jordens gennemsnitstemperatur, der finder sted fra varmetid til istid og tilbage igen. Og her spiller kuldioxid faktisk en vigtig rolle som forstærkende mekanisme.
Data fra blandt andet de antarktiske iskerner - som helten i The Day after Tomorrow netop arbejder med - viser, at atmosfærens kuldioxidindhold i store træk svinger sammen med temperaturen, men at kuldioxidindholdet halter efter klimaændringerne. Først bliver det varmere og så - ca. 1.000 år senere - stiger kuldioxidmængden. Omvendt, når det bliver koldere.
Filmens hovedperson - Jack Hall - er klar på første parket, da Larsen isshelfen brækker af og flyder ud i Sydhavet. Foto fra filmen. © 2004 Twentieth Century Fox.
Kuldioxid er således en af flere såkaldte feedback- (eller tilbagekoblings-) mekanismer, der forstærker de små ændringer i fordelingen af Solens energi. Når den første svage opvarmning sætter ind, fører det til en lille stigning i atmosfærens kuldioxidindhold, der igen øger temperaturen en smule og så fremdeles. Også den naturlige drivhusgas metan virker på denne måde som en tilbagekoblingsmekanisme, der forstærker klimaændringer.
En anden vigtig tilbagekoblingsmekanisme er den øgede tilbagekastning af energi til verdensrummet, der finder sted, når polarisen breder sig. Mere is og sne giver øget energitab til verdensrummet, der fører til yderligere afkøling af planeten, hvilket igen øger isens udbredelse, der fører til yderligere energitab og så videre, og så videre.
En tredje fundamental tilbagekoblingsmekanisme i klimasystemet har med vanddamp at gøre. Vanddamp er en drivhusgas, men den maksimale mængde vanddamp atmosfæren kan indeholde er stærkt afhængig af temperaturen. Jo varmere det er, jo mere vanddamp kan der være, og jo mere opvarmende effekt fra vanddamp. Det omvendte, når det er koldt, som under istiderne. Her bliver det særlig koldt, netop fordi der er så lidt vanddamp.
Udgangspunktet for filmen er, at en istid igangsættes pludseligt og alene ved et nedbrud af oceancirkulationen. Dette er ganske kontroversielt. Det er rigtigt, at et nedbrud af oceancirkulationen (den såkaldte termohaline cirkulation) i sig selv kan føre til væsentlig regional afkøling over betydelige dele af den nordlige halvkugle. Men at dette i fuldt omfang kan aktivere de globale tilbagekoblingsmekanismer, der skal til for at istiden virkelig udvikler sig, er tvivlsomt.
Flere nyere forskningsresultater antyder, at de voldsomme temperaturvariationer man har set i blandt andet grønlandske isborekerner (som følge af hurtige ændringer i den termohaline cirkulation), er knyttet til meget kolde klimasituationer. Den termohaline cirkulation er sandsynligvis mere stabil, når klimaet er varmt som nu, og desuden bliver temperaturændringerne i f.eks. Europa og Arktis i forbindelse med variationer i oceancirkulationen, formentlig langt mindre.
|
