 |
Hvordan ser nordlyset ud?
I nordlyszonerne, der er ring-formede områder omkring de magnetiske poler, er nordlysene oftest hvid-grønlige og har form som langstrakte, svagt bølgende gardiner, der hænger fra horisont til horisont, ofte i timevis. Nordlyset ligner herved buer, der udgår fra jorden, går op i stor højde og vender tilbage til jorden (deraf betegnelsen nordlysbue). Undertiden bliver de ellers rolige nordlysbuer aktive og urolige for så at eksplodere i vilde bevægelser og kraftigt lysende farver.
I Danmark forekommer nordlysene som regel ret kortvarigt, når den magnetiske aktivitet topper. Nordlysene her har ofte stærkt rødlige farver og er formede som brede stråler.
Mere om lyset
Nordlyset på nattehimlen har nogle få kraftige karakteristiske farver, der afspejler atmosfærens sammensætning. Det var svenskeren A.J. Ångstrøm, der i 1867 med et simpelt spektrometer først bestemte karakteristiske bølgelængder for de synlige linier i nordlyset.
De dominerende farver er den gul-grønne linie på 5570 Å (1 Ångstrøm=1/10000000000 m.) og den røde på 6300 Å , som begge kommer fra iltatomers henfald. Desuden de blå-violette linier på 4709 Å og 4278 Å, der stammer fra ioniserede kvælstofmolekyler. Derudover er der en række intense linier i både det ultraviolette og det infrarøde område og et antal af svagere linier.
Mange af de forekommende henfalds-processer er komplicerede foto-kemiske reaktioner, der kun kan foregå i den ekstremt fortyndede luft i mere end ét hundrede kilometers højde. Og sammensætningen af det udsendte lys afspejler den øvre atmosfæres varierende sammensætning og ioniseringsgrad, temperatur og tæthed. Derved bliver farvespillet også afhængigt af de bombarderende partiklers indtrængningsdybder.
Derudover spiller øjets mangel på farvefølsomhed en rolle for den visuelle opfattelse af nordlys. Svagt lys vil opfattes som hvidligt eller lysegråt uanset de egentlige farver, som først kommer frem ved de kraftigste nordlys.
Strålingen, der skaber nordlys, er overvejende elektroner og protoner (brintkerner). Typisk har disse elektrisk ladede partikler energier, der svarer til, at de er blevet accelereret gennem spændinger på mellem nogle hundrede til nogle få tusinde volt. Disse spændinger opstår i grænselagene mellem Jordens magnetfelt og solvinden, strømmen af varm, ioniseret gas fra Solen.
Grænselagene er forbundet til Jordens øvre atmosfære ved de magnetiske feltlinier, der udgår fra ringformede områder nær de magnetiske poler - den nordlige og sydlige nordlysoval. Med moderne satellitinstrumenter kan man nu i stor højde fotografere hele nordlysovalen i ét billede, og man vil ofte se ovalen som et sammenhængende, lysende område.
|
|
|
|
Nordlysbåndet den 21. januar 2005 set oppefra. Foto fra det amerikanske forsvars satellitprogram.
De forskellige farver i nordlyset hører til hver deres højde over jordoverfladen, hvilket skyldes lysudsendelse fra forskellige luftarter. Tegning Claus Rye Schierbeck.
|
-nyheder
