Jesper Grønne ser lyset: Haloer

I sommeren 2009 præsenterede vi et antal artikler om lysfænomener, som fotograf Jesper Grønne havde fanget med sin kameralinse. Vi kom vidt omkring og så blandt andet på regnbuer, nordlys og satellitter. Denne artikel fokuserer på haloer.

Allerførst en lille reminder: Se aldrig direkte på solen med det blotte øje! Og så til sagen.

En halo dannes, når sollyset passerer gennem iskrystaller højt oppe over jorden. Iskrystallerne - og dermed haloer - er almindeligt forekommende i forbindelse med cirrusskyer.

Indhold

Regnbuen
Haloer
Nordlys
Solnedgang
Lysende natskyer
Små lys på aftenhimlen
Månen
Mælkevejen

Temaforside

Iskrystallerne i de højtliggende skyer er sekskantede og plade- eller blyantformede.

Solhalo og kondensstriber. Foto Jesper Grønne.

Iskrystallerne virker som små prismer, der bryder lysstrålerne. Når lyset passerer, afbøjes det i en vinkel tæt på 22 eller 46°. Der dannes derved en lysende cirkelbue med en radius på 22° som er den mest almindelige. Der kan også dannes en cirkelbue på 46°. Og hvis iskrystallerne er tilfældigt ordnet dannes der en ring - en halo.

Normalt ser vi haloer i forbindelse med varmfronter. Et kendetegn på en forestående varmfrontspassage er typisk de tynde cirrus-skyer. Koldfronter derimod giver som regel et tykkere skydække med en lavere skybase, som ikke leverer de flotte fænomener.

Kikker man nøje efter, kan man se, at himlen er lidt mørkere inden for haloen. Dette kaldes Alexanders mørke bånd - opkaldt efter den græske filosof Alexander af Afrodisias, der beskrev fænomenet i forbindelse med regnbuer omkring år 200. Det er altså det samme 'underskud af lys' vi oplever inden for haloen, som vi ser mellem den primære og den sekundære regnbue.

Månehaloer

Også månen kan levere lys til en halo. Normalt kræves der fuldmåne, eller næsten fuldmåne, for at lyset er kraftigt nok til at producere en kraftig halo.

Månehalo den 9. december 2008 fotograferet med fiskeøje-objektiv, så man ser hele himlen. Foto Jesper Grønne.

Højt oppe i atmosfæren findes simplere iskrystaller end de velkendte snefnug. De mest normale iskrystaller er de pladeformede og de blyantsformede. Grafik Claus Rye Schierbeck.

Dramatisk billede af partiel solhalo med lidt iriserende skyer til højre for Solen. Foto Jesper Grønne.

Mere af det hele...

Den almindelige halo, som de fleste af os kender, er langt fra det eneste lysfænomen på himlen som skyldes afbøjning og brydning i iskrystaller. Der findes faktisk en masse, hvoraf nogle er så sjældne, at kun få har set dem og endnu færre har fotograferet dem. Nogle af dem er vist på tegningen og på Jesper Grønnes foto herunder.

Skematisk gengivelse af nogle halofænomener. Nogle er almindelige, andre er ganske sjældne. Tegning Claus Rye Schierbeck.

Den 20. marts 2009 klokken 16:12 kunne dette sjældne solhalo-show ses ved Silkeborg. Det er godt nok i 100 meters højde over havet, i det midtjyske søhøjland, men den slags lysfænomener ses normalt kun i rigtige bjergområder eller i arktiske egne. Foto Jesper Grønne.

Det er forholdsvist normalt at se en solhalo, der er ofte tale om en 22° halo, altså i en afstand af 22° fra Solen. Det er heller ikke sjældent at se bisole på denne halo, én på hver side af Solen. Frekvensen for bisole er høj.

• For hver gang der er 100 haloer, er der i 73 af tilfældene bisole.

Øverst ses en zenithbue, en regnbueagtig bue, der vender spidserne opad, og befinder sig meget højt på himlen tæt på zenith (som er lige lodret over hovedet).

• For hver gang der er 100 haloer, er der 13 zenithbuer. De opstår ved lysbrydning i sekskantede pladeformede iskrystaller.

Fra zenithbuen er der en stor svag bue der vender nedad, det er enten en 46° halo, eller en supralateral bue, det kan ikke afgøres med sikkerhed.

• For hver gang der er 100 almindelige 22° haloer, er der 4 supralateral buer eller 46° haloer.

Inderst mod Solen ses en usædvanlig klar og sjælden 9° halo, den opstår ved lysbrydning i pyramideformede iskrystaller.

• Frekvensen af haloer i forbindelse med pyramideformede krystaller (for eksempel 9° buer) er kun 0,3 for hver 100 almindelige 22° haloer.

De lysere punkter øverst og nederst på den indre halo kan skyldes pladebuer fra ensrettede, pyramideformede krystaller.

Frekvensen af lyspletterne på 9° haloen er endnu lavere, de betegnes af en ekspert i lysfænoment, Les Cowley, som ekstremt sjældne, dog uden at han sætter tal på.

Artiklen er delvist baseret på materiale fra dmi.dk, bogen Lysfænomener i Naturen (Høst og Søn 1998), samt tekster af Jesper Grønne.

Af Jesper Grønne og Niels Hansen, nsh@dmi.dk
© DMI, 17. juli 2009.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS
Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk
DMI's -nyheder