Harald Moltkes betragtninger om nordlys

Sådan oplevede kunstmaleren greve Harald Moltke med egne ord nordlyset, da han i 1899-1901 deltog i to videnskabelige undersøgelser i Island og Finland.

Nordlys ligner ikke noget andet paa eller omkring vor Klode. Det er det mest gaadefulde Fænomen, man kan tænke sig - eller rettere, man kan ikke tænke sig det - det overgaar i den Grad den menneskelige Fantasi, at man for at skildre det med Ord maa sige: det er overnaturligt, det er guddommeligt - det er mirakuløst. Og videre: At jeg, der havde været så dristig at paatage mig at gengive disse "tilsyneladende saa uvirkelige fænomener, sank i Knæ, aandelig taget, første Gang jeg saa dem, behøver jeg ikke at skamme mig over. Ej heller, at mit første Forsøg paa at male dem blev noget forvirret Smøreri, som Videnskabsmændene og jeg selv først og fremmest kasserede som ganske ubrugeligt. Efter Beskrivelserne havde jeg tænkt mig Nordlys mere som Lysninger paa Himmelen, som lysende Taager og Dæmringer. Og saa var det selvstændige Fænomener med eget Lys - egen Bevægelse - egen opstaaen. Udvikling og Afslutning og opstaaen igen - egen gaadefulde Udfoldelse, egen gaadefulde Forsvinden og med en Mangfoldighed, saa man med Rette kan sige: Nordlys er aldrig ens.

Først lidt efter lidt lærte jeg at kunne gengive disse levende, svævende, dansende Fænomener. Først lidt efter lidt lærte jeg, at der i al Vilkaarligheden er Love, som selv disse vilde, ubeherskede Fænomener lystrer.

De almindeligste Former for Nordlys er draperidannelser. Vældige, lysende Tæpper med Foldekast, som usynlige Hænder vifter med og drejer rundt til kræmmerhuslignende Formationer, snart lysende stærkt, snart svindende bort for at opstaa et andet Sted.

Buerne spænder fra Horizont til Horizont og er de roligste Fænomener. Men pludselig kan der danne sig Straalebundter i disse Buer - som Tangenter, hvorpaa overnaturlige Hænder giver sig til at spille - frem og tilbage - frem og tilbage, indtil det hele forsvinder ved et ryk.

Saa er der de fuldkomment vilkaarlige Fænomener, som opstaar pludseligt, danser nogle Sekunder paa en klar Himmel og forsvinder ligesaa pludseligt. Disse Fænomener kan ofte have stærke Farver. Den almindeligste Farve er hvidgult-hvidgrønt, som kan udvikle sig til et stærkt grønt med en rødlig kant forneden. Fænomenerne viser sig oftest noget over Horizonten, men ofte breder de sig ud over hele Himmelen og i Zenit, saaledes at man ser op i draperierne. Direktør Adam Paulsen plejede at sige om saadanne Fænomener: Det er som at kigge op i Skørterne paa en Danserinde! Nordlysstraalerne peger mod den magnetiske Pol. Det vil sige: hænger de ned over ens Hoved, da peger den nederste Ende mod den magnetiske Pol og den øverste Ende løber perspektivisk sammen i Øjepunktet - Zenith. Det er paa det nærmeste parallele Straaler, men Fænomenet viser sig som kæmpemæssige Kræmmerhuse paa Grund af den perspektiviske Forsvinden op efter.

Det første Nordlys, som lykkedes nogenlunde for mig at male, var et Draperifænomen, set første September over Bakken lige bag vort Hus.

Med en Blyant kradsede jeg Formen af Fænomenet ned i min Skitsebog, angav Stjernerne, hvorigennem Slørdraperierne bevægede sig samt indprentede mig nøje Farven paa Nordlyset og Himmelen, og den næste Dag malede jeg efter Hukommelsen, støttende mig til disse Streger og nogle landskabelige Studier, Billedet, som vandt Videnskabsmændenes Bifald."

Tilbage til temaet om DMI's jubilæumsudstilling