Ugens Vejr i Verden - Uge 23 2010
Smeltevand, tropisk cyklon og tornado er nogle af overskrifterne i Ugens Vejr i Verden.
Søndag den 6. juni Tornado lukker atomkraftværk Et uvejr og en medfølgende tornado hærgede søndag gennem det amerikanske midtvesten og var undervejs årsag til mindst otte dødsfald i Ohio, skriver amerikanske medier mandag. Tornado var på et tidspunkt lidt for tæt på et atomkraftværk i Michigan, og værkets automatiske procedurer til nødlukning satte rutinemæssigt ind. "Alle sikkerhedssystemer fungerede perfekt og værket var stabilt," sagde en talsmand efterfølgende.
Mandag den 7. juni Phet koster liv i Pakistan Den tropiske cyklon Phet ramte Oman i sidste uge og søndag gik det så ud over Pakistan. Syv omkom i Karachi, da en strømførende ledning blæste ned i en sø opstået under det voldsomme regnvejr Phet medførte. De syv opholdt sig i vandet og omkom af elektrisk stød.
Tirsdag den 8. juni Børn af heden Turkana-bassinet i Østafrika har været brandvarm savanne i mindst fire millioner år. Det betyder, at de tidlige mennesker er udviklet under ekstreme klimatiske forhold stort set magen til dem, man finder i regionen i dag, siger et hold forskere fra blandt andet California Institute of Technology (Caltech). Resultaterne kan være med til at kaste yderligere lys over nogen af menneskeartens særheder såsom vores oprejste gang, begrænsede behåring og tendensen til at svede mere udpræget end andre dyr.
Onsdag den 9. juni Wyoming og Colorado plaget af smeltevand Foråret ramte Wyoming og Colorado med regn og hedebølge, og det smeltede sneen i bjergene hurtigt med opsvulmede floder til følge, skriver amerikanske medier onsdag. De fyldte floder er nu blevet et så stort problem, at mindre broer bliver skyllet væk, huse ved floderne oversvømmes og myndighederne er begyndt at uddele sandsække. Vedvarende regn forværrer situationen, meddeler myndighederne.
Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk , Niels Hansen, nsh@dmi.dk og Kate Søs Hansen, keh@dmi.dk. © DMI, 12. juni 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|