Sommeren treer i vådt kapløb
Sommeren 2007 ender som den tredjevådeste i den danske vejrhistorie, som går tilbage til 1874.
310 millimeter nedbør. Det ser ud til at blive den samlede mængde i de tre sommermåneder juni, juli og august.
Rekorden på 323 millimeter fra 1980 slipper altså tørskoet igennem. Og godt det sammen, vil de fleste nok mene. 2. pladsen på 317 millimeter fra 1879 holder også hovedet oven vande, mens den hidtidige 3. plads fra 1927 på 299 millimeter er vasket bort. DMI har nedbørdata for somrene tilbage til 1874.
 Sommernedbøren i Danmark år for år siden 1874. De ti tørreste somre er markeret med orange og de 11 vådeste med grønt (1931 og 1954 er på en delt 10. plads med 265 millimeter). Grafikken i stor version til medierne (højreklik og vælg 'gem som/save as').
Sommeren 2007 lagde ellers hårdt ud med en nedbørrekord i juni. Godt nok blev den tidligere kun slået med én millimeter, men linjen var lagt.
Også juli endte meget våd uden dog at sætte rekord. Samlet var de to første sommermåneder alligevel de nedbørrigeste i vejrarkiverne med 251 millimeter.
Den 1. august manglede der altså kun 72 millimeter op til rekorden på 323 millimeter. Og med en normalnedbør på 67 millimeter kunne august altså nøjes med blot være ganske lidt over gennemsnittet regnfuld. Men sådan skulle det ikke gå.
Med tre dage tilbage af den sidste sommermåned er der faldet 300,5 millimeter nedbør på landsplan siden den 1. juni. Prognoserne for de kommende dage tyder på yderligere ca. 9 millimeter nedbør, hvilket bringer den samlede sommernedbør meget tæt på 310 millimeter.
August ender dermed på ca. 60 millimeter nedbør. 7 millimeter under normalen.
Præcis som sommeren, så har året som helhed været vådt. Fra januar til august bliver den samlede nedbørsum ca. 635 millimeter. Og ender årets sidste fire måneder blot normale, passerer vi den stående rekord på 905 millimeter fra 1999 med pæn margen.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 29. august 2007.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|