La Niña overvintrer i Stillehavet
En moderat La Niña har udviklet sig i det tropiske Stillehav. La Niña er ligesom den bedre kendte El Niño et koblet ocean-atmosfære fænomen, der hvert andet til syvende år udløser en række af vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden.
Havtemperaturerne i det tropiske Stillehav har allerede igennem foråret og sommeren været ret lave, men først nu er en ny La Niña en realitet.
Ifølge de nyeste prognoser fortsætter en moderat La Niña de kommende ca. seks til otte måneder med en afkøling på over 1°C i det tropiske Stillehav.
"Afvigelserne i temperaturene har været negative siden marts i den centrale del af det tropiske Stillehav. Det er dog først de seneste to til tre måneder, at der har udviklet sig en egentlig svag til moderat La Niña", oplyser Wilhelm May fra Danmarks Klimacenter, DKC, på DMI.
Prognosen er ret sikker for den kommende vinter og foråret. Alle modellerne fra de forskellige institutioner viser nemlig det samme: En moderat La Niña. Først hen mod slutningen af foråret 2008 viser nogle modeller en overgang til neutrale temperaturforhold i det tropiske Stillehav.
 Data (stiplet kurve) og prognoser (røde linier) for temperaturen i El Niño regionen i Stillehavet. Grafik fra det europæiske meteorologiske regnecenter ECMWF.
"Meteorologerne kører mange parallelle prognoser med lidt forskellige startbetingelser for at se, om resultaterne er robuste. Er spredningen i resultaterne lille, så er prognosen sikker. Er spredningen stor, så er prognosen usikker", forklarer Wilhelm May.
La Niña er et koblet ocean-atmosfære fænomen i det tropiske Stillehavsområde, der hvert andet til syvende år udløser en række af vejr- og klimamæssige forandringer over store dele af kloden. Blandt andet kraftig nedbør i Indonesien, Filippinerne og det nordlige Australien og Indonesien, samt koldere og mere regnfuldt vejr i den nordvestlige del af USA men varmere og mindre regnfuldt vejr i den sydlige del. I det nordlige Europa følger typisk varmere men mere regnfuldt vejr med en La Niña.
For flere oplysninger kontakt Wilhelm May på 39 15 74 62.
Redaktion Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 26. september 2007.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|