Hvor ender den globale opvarmning?
Kan vi holde den globale temperaturstigning under 2°C? Så skal tilførslen af drivhusgasser til atmosfæren toppe allersenest i 2020, fastslår klimaforsker og tilføjer, at det måske allerede er for sent.
En ofte nævnt smertegrænse for en acceptabel, menneskeskabt global opvarmning er 2°C over temperaturen i 1750. 1750 benyttes traditionelt som udgangspunkt, fordi det er lige før den industrielle revolution sætter ind og udledningen af stoffer, der påvirker klimaet, tager fart.
"Målet om maksimalt 2°C er imidlertid ambitiøst. Temperaturen er de seneste 100 år steget med ca. 0,7°C og for 250 år siden var det formentlig yderligere 0,5°C grader koldere. Samtidig stiger temperaturen i øjeblikket med 0,18°C per årti. Foretager vi en simpel fremskrivning, ender vi på den forkerte side af de 2°C omkring år 2050", påpeger forskningsleder Jens Hesselbjerg fra Danmarks Klimacenter på DMI.
Han mener, at spørgsmålet om hvorvidt det er muligt at holde temperaturstigningen under de 2°C er oplagt at stille.
"Svaret er kompliceret - blandt andet fordi der knytter sig en række usikkerheder til, hvordan ændringen i kuldioxid og andre drivhusgasser i atmosfæren omsættes til en temperaturstigning siden udgangspunktet i 1750".
Jens Hesselbjerg nævner tre kilder til usikkerheder.
"For det første, så kender vi ikke temperaturen omkring 1750 nøjagtigt. De bedste fagligt skøn peger på, at det på globalt plan var mellem 1,0 og 1,5°C koldere end i dag". Når forskerne taler om 'globale variationer' i temperatur, så betyder det den gennemsnitlige ændring over hele Jorden.
Samtidig skal alle de stoffer, der påvirker klimaet omregnes til 'ækvivalent kuldioxid'. Vi skal altså kende klimapåvirkningen fra for eksempel metan præcist og så oversætte den til den mængde kuldioxid, der skal til, for at påvirke klimaet på nøjagtig samme måde.
"Vi kender mængden af kuldioxid i atmosfæren meget nøjagtigt. Til gengæld er beregningen af ækvivalent kuldioxid behæftet med usikkerheder. Hvilke stoffer skal med i beregningen? Og hvilken klimapåvirkning har de helt præcist?", spørger Jens Hesselbjerg.
FIGURTEKST: Strålingspåvirkningen fra forskellige komponenter i klimasystemet. Den samlede påvirkning fra alle komponenter er vurderet til mellem 0,6 og 2,6 W/m2 (Watt pr. kvadratmeter) med en bedste gæt på 1,6 W/m2. Kuldioxid alene ligger mellem 1,49 og 1,83 W/m2 med bedste gæt på 1,66 W/m2. For de langlivede drivhusgasser alene bliver totalen 2,37 og 2,91 W/m2 med et bedste gæt på 2,64 W/m2. Forsøger man at beskrive strålingspåvirkningen fra kuldioxid alene skulle indholdet altså være noget højere end tilfældet er. Men det fremgår også af figuren, at man kan tage andre faktorer med og komme til et andet resultat. Derfor er niveauet for ækvivalent kuldioxid ikke kendt særlig nøjagtigt.
Jens Hesselbjerg påpeger desuden, at man - selv med kendskab til den nøjagtige vækst i ækvivalent kuldioxid - skal benytte en klimamodel til at beregne temperaturstigningen. Beregninger med forskellige modeller giver ikke samme temperaturstigning i takt med stigningen af kuldioxid.
Forskere fra Danmarks Klimacenter har kørt beregningerne på DMI's klimamodel. Deres bedste bud er, at hvis vi vil holde os til maksimalt 2°C globalt, så skal tilførslen af drivhusgasser til atmosfæren toppe allersenest i 2020 og begrænses hurtigt derefter.
"Og tager vi usikkerhederne for pålydende, så er det muligt, at målsætning om de 2°C faktisk allerede er forpasset. Kun med en endnu bedre forståelse af klimasystemet, kan vi oversætte ændringer i ækvivalent kuldioxid til en præcis globale temperaturstigning", slutter Jens Hesselbjerg.
For yderligere information kontakt Anne Mette K. Jørgensen, Danmarks Klimacenter, amj@dmi.dk.
© DMI, 15. oktober 2007. Opdateret den 14. december 2011 af Mai M. Andersen, kommunikation@dmi.dk.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS
Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk
DMI's  -nyheder
|
