Et vejrår på 49 uger
Temperaturmæssigt er efteråret 2007 hele tre uger foran 2006.
Normalt er vejrhukommelsen ikke så lang, men enkelte begivenheder bliver stående. Det ekstremt varme efterår 2006 er en af dem.
Faktisk satte de tre måneder september, oktober og november både samlet set og hver for sig varmerekorder sidste år.
Stor forskel på nabo-år
I 2007 har temperaturerne været noget anderledes. September sneg sig kun netop op over den danske klimanormal for måneden og visse dage i oktober har været decideret kolde.
Sammenligner vi temperaturforløbet i efteråret 2007 med nabo-året 2006, så er der i snit tre uger imellem. I perioder har forskellen endda været oppe over én måned.
 Temperaturforløbet for efteråret 2007 (blå) sammenholdt med 2006 (rød) og normalen for de seneste ti år (grøn). Kurverne viser et 30-dages løbende middel. I perioder er der over én måned mellem tilsvarende temperaturer de to år. Det ses også, at 2007 stort set følger den normale udvikling de seneste ti år, mens efteråret 2006 var ekstremt varmt. Data er fra Bornholm, men de øvrige regioner viser stort set samme tendens.
Her sidst i oktober 2007 er vi altså rent temperaturmæssigt halvt inde i november 2006. ...eller man kan sige, at det seneste 'vejrår' kun har varet 49 uger...
Vejr fra forskellige verdenshjørner
I 2006 var efteråret domineret af en meget vedholdende strømning fra sydvest. Den bragte lun, fugtig luft frem til os fra Atlanten og gav skyer, regn og altså varme.
I år har efteråret derimod været langt mere omskifteligt uden én fast vejrtype. Som i 2006 har vi haft dage med luft fra Atlanten, mens vejret i andre perioder - som nu - har været domineret af et højtryk over Baltikum og Rusland. Det giver tilstrømning af kølig og tør luft fra øst - noget der har præget dele af oktober.
Det dominerende højtryk er dog her torsdag på vej videre østover og i de kommende dage bliver vejret igen lidt lunere, men også mere vådt og mindre solrigt. Følg med i de regionale udsigter i 'Værd at Vide'-boxen til højre.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 25. oktober 2007.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|