Nyt vidnesbyrd i sagen mod drivhusgasserne Klimaforskeren Michael Mann, der har lagt navn til en omdiskuteret kurve over temperaturudviklingen på den nordlige halvkugle de seneste 1.000 år, præsenterer i en ny artikel en opdateret kurve der nu går 1.800 år tilbage i tiden. Er kurven korrekt, er det yderligere vidnesbyrd mod drivhusgasserne i sagen om den globale opvarmning. I en ny artikel lægger klimaforsker Michael Mann og medforfatter Philip Jones, yderligere 800 år til en tidligere kurve over temperaturudviklingen på den nordlige halvkugle. Hermed strækker den sig fra år 200 e. k. og frem til i dag. Kurven er baseret på mange forskellige typer af såkaldte palæo-termometre; det vil sige aflæsning af de spor fortidens temperatur har sat sig i træer, søer, oceaner, indlandsis mm. Det er naturligvis langt fra så nøjagtigt som en direkte måling; men jo flere palæo-termometre man anvender - jo mindre er risikoen for graverende fejl. Den umiddelbare tolkning af de nye resultater er at den opvarmning der er registreret i slutningen af 20. århundrede, ikke har sin lige de seneste 1800 år. Kurven er dog stadig ikke global, men repræsenterer kun den nordlige halvkugle. 
De fem lange kurver repræsenterer temperaturen på den nordlige halvkugle med forskellig geografisk vægtning og fokus på forskellige palæo-termometre. At de trods alt er forholdsvis parallelle viser at rekonstruktionen er rimelig robust. Den korte røde linie er til sammenligning egentlige instrumentelle målinger fra termometre, satellitter mm. Det gule område er usikkerheden. Modificeret efter Mann og Jones 2003.
At man ikke uden videre kan konstruere en global kurve, skyldes at antallet af palæo-termometre fra den sydlige halvkugle er for lille til at tillade en præcis temperaturkortlægning. Og har man ikke data fra den sydlige halvkugle, så har man naturligt nok heller ikke et globalt billede. Mann og Jones har dog alligevel sammenstillet de palæo-termometre der nu engang findes fra den sydlige halvkugle. Kurven herfra viser at der på intet tidspunkt har været tale om udsving mellem halvkuglernes gennemsnitstemperatur på over ca. 0,3 grader celsius. Med andre ord: kurven for den nordlige halvkugle er næppe langt fra at være udtryk for den globale temperaturudvikling i perioden. En af de væsentligste anker mod Manns kurve er at den tilsyneladende er i modstrid med de grønlandske iskerner, der anses for noget af det ypperste inden for kortlægningen af fortidens klima. Mann har tidligere selv svaret på denne kritik under et møde i København. Kort fortalt er hans forklaring, at de grønlandske iskerner indgår i kortlægningen, men at de repræsenterer et lille geografisk areal. Det betyder at selv hvis hele polarområdet havde fulgt samme temperaturudvikling som Grønland, ville dette stadig ikke have været af væsentlig betydning for rekonstruktionen fordi polarområdet - i forhold til de tempererede, subtropiske og tropiske områder - kun udgør et lille areal. I lighed med temperaturvariationerne i de grønlandske iskerner, udviskes også Den Lille Istid i Manns rekonstruktion. Den lille Istid er perioden fra år 1450 til 1900 hvor Europa, Nordamerikas østkyst og hele Asien oplevede nogle af de laveste temperaturer i de seneste 10.000 år. Men igen - forklarer Mann - er der tale om et regionalt fænomen der ikke for alvor slår igennem i en semi-global kurve, hvor alle geografiske områder vægtes ligeligt. Konklusionen må være, at hvis Mann/Jones-kurven gengiver den faktiske udvikling i temperaturen korrekt, så er der ingen anden velunderbygget forklaring på hovedparten af opvarmningen i anden halvdel af det 20. århundrede end stigningen i atmosfærens indhold af drivhusgasser. Geophysical Research Letters 2003, vol. 30 no. 15, 1820, doi:10.1029/2003GL017814. Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk
DMI 3. september 2003. |
