Klimaordet den 4. november 2009
Global overfladetemperatur
Den globale overfladetemperatur er en beregnet gennemsnitstemperatur for atmosfæren nær jordoverfladen. Temperaturen er baseret på et meget stort antal målinger fra flere forskellige kilder (vejrstationer, satellitter, etc.).
Den globale overfladetemperatur varierer fra år til år; blandt andet på grund af naturlige påvirkninger som vulkanudbrud og klimasvingninger som El Niño.
Den globale overfladetemperatur følges nøje for at afsløre eventuelle menneskeskabte tendenser. På grund af de naturlige påvirkninger er det nødvendig at se på udviklingen over en længere årrække.
Den globale overfladetemperatur betragtes tit som et direkte mål for den menneskeskabte globale opvarmning forårsaget af en stadigt stigende koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. En forøget drivhuseffekt fører imidlertid til en ophobning af energi i en stor del af jordsystemet og ikke blot lige over jordoverfladen. Energien ophobes i både den nedre del af atmosfæren (luften), hydrosfæren (vandet), kryosfæren (isen) samt de alleryderste dele af geosfæren (den faste jord).
Den globale opvarmning og El Niño har tidligere været Dagens Klimaord. Se 'Emner' øverst til højre.
|