"Specielt for Arktis giver de to amerikanske fremgangsmåder på den ene side og den britiske på den anden side forskellige resultater. Og da Arktis er et stort område, slår forskellen også igennem i værdien for den globale middeltemperatur," forklarer seniorforsker Martin Stendel, Danmarks Klimacenter, DMI.
 Globale overfladetemperatur-anomalier i forhold til perioden 1961-1990 for 2008. Data fra Hadley Center, The Met Office og Climatic Research Unit, University of East Anglia.
Metoden bygger overordnet på, at ændringerne i temperaturen i et område uden målestationer svarer til ændringerne i nærliggende områder med målestationer. Imidlertid er der forskel på, hvordan man præcist definerer 'svarer til' og 'nærliggende'. Populært sagt er de amerikanske forskere lidt mere friske med hensyn til at udstrække målte øgninger eller fald i temperaturen til områder uden målestationer, mens den britiske tilgang er mere forsigtig.
Europæiske klimaforskere – også Danmarks Klimacenter - benytter den britiske 'forsigtige' tilgang, og er altså en anelse mere tilbageholdende med hensyn til størrelsen af den globale middeltemperatur end eksempelvis de amerikanske kolleger.
"Men jeg vil meget gerne understrege, at i vurderingen af, hvor meget temperaturen ændrer sig i disse år, er alle internationale klimaforskere enige. Det interessante er jo egentlig ikke, om Jordens middeltemperatur er præcis 15,0°C eller 15,10°C. Det interessante er, hvor meget temperaturen ændrer sig over årene. Og her får man fuldstændigt den samme kurve, uanset hvilken fremgangsmåde, man bruger,' slår Martin Stendel fast.
Størstedelen af Jordens overflade er som bekendt dækket af vand, og på havet er der væsentligt længere mellem målingerne end på land. Det er imidlertid ikke et problem, da overfladen af havet er meget ensartet, så man kan udstrække målingerne med meget stor sikkerhed. Der er ingen afvigelse mellem de amerikanske og britiske resultater, hvad angår havoverfladens bidrag til den globale middeltemperatur.
Læs hvordan man teoretisk set mest præcist kan beregne den globale middeltemperatur.
Læs hvordan man officielt fastlægger Jordens middeltemperatur.
Temaet er skrevet af videnskabsjournalist Morten Andersen Redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk © DMI, 11. juni 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|