CO2 Kaldes også kuldioxid - den mest kendte drivhusgas. Den dannes ved forbrænding af kul, olie, gas og biomasse samt ved nedbrydning af organisk stof.
CO2-ækvivalent En drivhusgas' klimapåvirkning (strålingseffekt) omregnet til CO2 for nem sammenligning. Metan ganges f.eks. med 23 på 100 års skala.
Contrailskyer Se kondensationsstriber.
COP15 Det 15. store klimamøde under FN der afholdes i København 7. til 18. december 2009. Målet er en global klimaaftale, som afløser Kyoto-aftalen. Læs mere om COP15 i Dmi's tema om klimaord.
Corioliskraft Den kraft, der pga. Jordens rotation får vinde og havstrømme til at afbøje. På den nordlige halvkugle sker afbøjningen til højre og på den sydlige til venstre.
Cumulonimbus Bygesky, der opstår ved videreudvikling af cumulus. I toppen ses en cirrusskærm, der også kaldes ambolten. Kan i Danmark opnå en vertikal udstrækning på 12-15 km.
Cumulus Optårnede skyer med tydelige konturer, der er dannet ved konvektion i ustabil luft. Skyerne, der også kaldes blomkålskyer består af vanddråber.
Cyklon Et lavtrykssystem (-område), men også betegnelse for et tropisk uvejr i området omkring Det Indiske Ocean.
|